Affald

Genbrugspladser lukker på stribe, og Frode er vred: - Det skriger til himlen

Der er forslag om at lukke 11 ud af 16 genbrugspladser i Frederikshavn kommune - det skriger til himlen, lyder en kommentar

Frode Thule Jensen er frustreret. Og kalder kommunen for klimafjendsk. 
Frode Thule Jensen er frustreret. Og kalder kommunen for klimafjendsk.  Arkivfoto: Bente Poder

Opdateret kl. 18:13

Der er en drastisk ændring på vej i Frederikshavn Kommune. Og for mange borgere vil nyheden komme som en bombe. 

Antallet af genbrugspladser skal reduceres fra 16 til fem.  

Forslaget er, at der fremover kun skal være genbrugspladser i Skagen, Ålbæk, Frederikshavn, Ravnshøj og Sæby. 

Det indstiller forvaltningen til politikerne i plan- og miljøudvalget forud for mødet på mandag. 

 - Jeg ved godt, at det her er en serviceforringelse. Og jeg ved godt, at der er mange borgere, som kommer til at køre længere med deres affald, siger formanden for plan- og miljøudvalget, Peter E. Nielsen (S). 

Det må ikke brændes

Udvalgsformanden er dog klar til at støtte forvaltningens forslag om at skære drastisk ned på genbrugspladserne. 

Baggrunden er en landspolitisk aftale fra 2020, hvor der på genbrugspladserne skal være yderligere fokus på genanvendelse. 

Det vil blandt andet sige, at affald, der kan genanvendes, ikke må brændes, hvilket vil kræve langt mere materiel på pladserne. 

Det er mange kilometer, som skal køres ekstra, og det er ikke godt for klimaet, lyder konklusionen fra Frode Thule Jensen.   Arkivfoto: Bente Poder

- Det betyder igen, at det vil blive meget dyrt, hvis alle genbrugspladser skal bevares - omkring 75 millioner kroner, fortæller Peter Nielsen. 

Men hvis genbrugspladserne skæres ned til fem, bliver investeringen på 22 millioner kroner. 

Det er klimafjendsk

Frode Thule Jensen er formand for borgerforeningen i Østervrå - kommunens fjerde største by - hvor borgerne fremover skal til Sæby med deres affald. Hvis ellers forslaget stemmes igennem.  

- For det første er det ikke i orden, at man i kommunens materiale bruger fugleflugtslinjer, når afstandene til byerne skal beregnes. I materialet står, at der fra Østervrå til genbrugspladsen i Sæby er 15 kilometer. Men i praksis er der over 20 kilometer. Det er lidt for smart, siger Frode Thule Jensen, som mener, at "det skriger til himlen", at Frederikshavn Kommune er i gang med at udløse "en så klimafjendsk beslutning". 

Tusindvis ekstra

- Når man kigger på besøgstallene på genbrugspladsen i Østervrå og regner på turen til Sæby og tilbage igen, vil de mange kilometer betyde tusindvis af ekstra liter benzin og diesel, siger Frode Thule Jensen. 

Han ser hellere, at man bevarer genbrugspladsen i Østervrå til det mest basale affald. Og så må borgere køre til Sæby med det øvrige affald.

Som opfølgning på den landsdækkende affaldsplan har Frederikshavn Affald A/S gennemført en analyse af de 16 genbrugspladser i kommunen, hvor der er opstillet forskellige scenarier, som politikerne skal tage stilling til på mandag.

Til sammenligning er der for nærværende 12 genbrugspladser i Hjørring Kommune og seks i Brønderslev Kommune. I Aalborg Kommune er der ligeledes seks genbrugspladser.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden