Genvalgte Skaarup vil have DF til at tale med én stemme

Peter Skaarup er tirsdag blevet genvalgt som gruppeformand for DF. Nu skal partiet samles, siger han.

Peter Skaarup, der tirsdag er blevet genvalgt som gruppeformand i Dansk Folkeparti, mener, at han kan være med til at samle partiet. Det siger han til TV 2 News.

Dansk Folkeparti har nemlig brug for at tale med én stemme udadtil.

- Jeg tror, danskerne kvitterer for de partier, der formår at holde sammen på tingene og samarbejder fremad. Det er det, vi skal i Dansk Folkeparti.

- Der har været lidt for meget flimmer på skærmen i den seneste tid, siger han.

Peter Skaarup vil gerne påtage sig rollen som fredsmægler, hvis der er uenighed i gruppen, for det er han vant til, fortæller gruppeformanden, der har siddet på posten siden 2012.

Han vil gerne have, at partiets politik kommer til at fylde mere, end det har gjort under formandskampen og op til udpegelsen af partiledelsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.