Politik

Grønlands regeringschef: Dansk undskyldning kom for sent i spiralsag

Den danske statsminister og den grønlandske regeringschef har onsdag undskyldt for spiralsag.

Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, skriver i et opslag på Facebook, at undskyldning fra det officielle Danmark er kommet for sent. (Arkivfoto).
Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, skriver i et opslag på Facebook, at undskyldning fra det officielle Danmark er kommet for sent. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:33

Det er både for sent og for dårligt, at det officielle Danmark først onsdag har undskyldt i den såkaldte spiralsag.

Sådan lyder det fra Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, i et opslag på Facebook.

- Det var på tide, at der kom en undskyldning fra det officielle Danmark. Alt for længe er ofrene for spiralsagen blevet tiet ihjel. Det er trist, at en undskyldning først kommer nu - det er for sent og for dårligt, skriver han.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har onsdag sagt undskyld til de grønlandske kvinder og unge piger, der i spiralsagen blev udsat for systematisk forskelsbehandling, mens Danmark havde ansvaret for sundhedsvæsnet i Grønland frem til 1992.

I samme ombæring har Jens-Frederik Nielsen sagt undskyld for de sager, der vedrører perioden, efter at Grønland overtog ansvaret for sundhedsvæsnet i Grønland.

Grønland fik ansvaret for sundhedsområdet fra 1992.

En uvildig udredning af spiralsagen ventes offentliggjort i september. Den er flere gange blevet udsat.

Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, samarbejder med den danske stat om en historisk udredning for perioden 1960 til 1991 og har selv igangsat en undersøgelse for tiden efter 1992, der også ventes i september.

Sidste år afsatte Naalakkersuisut 4,5 millioner kroner til erstatning for sager efter 1992.

Den grønlandske regering har tidligere præciseret, at der er tale om et beløb, der er baseret på et overslag, der er udregnet ud fra en forudsætning "om antaget 15 sager og et anslået erstatningsbeløb på 300.000 kroner per sag".

Dermed kan antal af personer og størrelsen af beløbet ændre sig. Det vil afhænge af undersøgelsen. Det skrev Naalakkersuisut i en pressemeddelelse i december sidste år.

Derudover kører der en erstatningssag mod den danske stat.

143 kvinder, der ufrivilligt fik opsat spiral, stævnede sidste år Danmark for brud på menneskerettigheder. Kvinderne krævede erstatning på samlet 43 millioner kroner.

Den danske og grønlandske regering vil sammen markere undskyldningen i Grønland. Det sker, når udredningen er afsluttet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden