Gymnasier får ekstra optagelsesprøve to uger efter skolestart
Ekstra optagelsesprøve er målrettet dem, der har fortrudt at tage et andet uddannelsesvalg end gymnasiet.

Alle ansøgere, der efter skolestart søger ind på en gymnasial uddannelse, skal aflægge og bestå optagelsesprøven for at blive optaget på et gymnasium. (Arkivfoto). Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Fremover vil der også ligge en optagelsesprøve til de gymnasiale uddannelser i slutningen af august.
Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
Den ekstra optagelsesprøve, der lægges ind, bliver afholdt omkring to uger efter skolestart.
Den er målrettet de ansøgere, der efter skolestart fortryder et andet uddannelsesvalg. Den ekstra optagelsesprøve giver dem mulighed for at søge ind, selv efter at gymnasierne er startet op.
Tiltaget gælder fra indeværende år. Det betyder, at der den 25. august bliver afholdt en ekstra optagelsesprøve.
- Indførelsen af den ekstra optagelsesprøve skal ses i lyset af, at den sidste optagelsesprøve på nuværende tidspunkt er placeret før skolestart. Derfor har det de sidste år været nødvendigt at gennemføre ekstraordinære optagelsesprøver efter skolestart.
- Med indførelsen af en fast optagelsesprøve i slutningen af august vil der ikke længere være behov for at afholde ekstraordinære optagelsesprøver, hedder det i meddelelsen fra ministeriet.
Alle ansøgere, der efter skolestart søger ind på en gymnasial uddannelse, skal aflægge og bestå optagelsesprøven for at blive optaget på et gymnasium.
Ændringen betyder, at der fremover vil være fem optagelsesprøver årligt. De ligger i slutningen af april, midten af juni, slutningen af juni, starten af august og slutningen af august.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.