Hastebehandling rykker loft over huslejestigninger tættere på

160.000 lejeboliger kan blive ramt af huslejestigninger. Derfor har regeringen ønsket forslag hastebehandlet.

Regeringen har fundet opbakning i Folketinget til at hastebehandle et lovforslag om et loft over huslejestigninger på fire procent.

Det betyder, at beboere i private lejeboliger hurtigere vil kunne mærke effekterne af en aftale, som blev indgået 26. august.

Det siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) til TV 2.

- Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at få den fornødne opbakning.

- Det haster med at skabe tryghed for landets lejere, der ellers risikerer huslejestigninger på op mod ni procent, siger han.

For at det kan lade sig gøre, har regeringen været forbi Folketingets Udvalg for Forretningsorden for at bede om dispensation fra tidsfrister.

Her har regeringen anmodet om, at lovforslaget kan blive fremsat den 15. september - altså i næste uge.

Hastebehandlingen har været vigtig for regeringen, fordi aftalen skal modvirke huslejestigninger, som står til at nå op på mellem otte og ni procent som følge af stigende inflation.

Udlejere har nemlig ifølge lejeloven lov til at lade huslejen følge inflationen, som i øjeblikket er den højeste i 39 år.

Når forslaget om et loft på fire procent bliver vedtaget, kan det få virkning for de lejere, som får meddelt en stigning i huslejen.

Indenrigs- og Boligministeriet vurderer, at op mod 160.000 lejeboliger kan blive ramt af huslejestigningerne.

Huslejeloftet er blevet besluttet for at skabe ro for landets lejere i en tid, hvor inflationen stiger, blandt andet som følge af krigen i Ukraine.

Aftalen om huslejeloftet er blevet indgået mellem regeringen og dens støttepartier, SF, Enhedslisten og De Radikale.

Venstre og Dansk Folkeparti stod uden for aftalen. Men ifølge TV 2 har partierne valgt at bakke op om hastebehandlingen, der kræver, at trefjerdedele af Folketinget giver lov.

Normalt skal der gå 30 dage, fra et lovforslag bliver fremsat, til det bliver tredjebehandlet og vedtaget.

Præcis hvornår loftet ventes at træde i kraft fremgår ikke af TV 2's artikel.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden