lokalvalg

Henriksen stiller ikke op for DF ved næste valg

Martin Henriksen tager konsekvensen af, at Morten Messerschmidt er nyvalgt formand for Dansk Folkeparti.

DF holder ekstraordinært årsmøde
DF holder ekstraordinært årsmøde Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det mangeårige medlem af Dansk Folkeparti Martin Henriksen vil ikke stille op for partiet ved næste folketingsvalg.

Det er en direkte konsekvens af, at han ikke har tillid til den nyvalgte formand Morten Messerschmidt, siger han til TV2 ØST.

- Jeg kan ikke stille op til Folketinget, som tingene er nu. Det ville være en anelse for falsk, siger Martin Henriksen.

Han stillede selv om til valget om at blive ny partiformand.

- Som folketingskandidat og som folketingsmedlem skal man til enhver tid kunne forsvare formanden i stort og småt. Det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til, og det bliver jeg nødt til at tage konsekvensen af.

Martin Henriksen røg ud af Folketinget ved forrige valg, hvor Dansk Folkeparti blev mere end halveret. Han har samlet siddet i Folketinget for partiet i 14 år.

Martin Henriksen kan overfor TV2 ØST ikke afvise, at det på sigt vil blive til et farvel til Dansk Folkeparti.

Søndag blev Messerschmidt med 60 procent af stemmerne valgt til formand ved et ekstraordinært årsmøde i Herning.

De to andre kandidater, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, fik henholdsvis 219 stemmer og 104 stemmer.

Under valgkampen kom de magtkampe og personstridigheder, som har plaget det kriseramte parti, for alvor op til overfladen. Særligt har giftpilene mellem Henriksen og Messerschmidt fløjet tæt.

Martin Henriksen har blandt andet beskyldt Morten Messerschmidt for at sætte sine egne formandsambitioner over partiets bedst.

Flere andre overvejer efter formandsvalget deres fremtid i partiet. Det gælder blandt andre folketingsmedlemmerne Marie Krarup, Liselott Blixt, Bent Bøgsted og Hans Kristian Skibby.

Dansk Folkeparti har valgt ny formand, efter at Kristian Thulesen Dahl som konsekvens af et dårligt kommunalvalg valgte at trække sig.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden