Heunicke: Danmark var ikke godt nok forberedt på coronapandemi

Trods kritik fra vagthund er sundhedsvæsenet i dag langt bedre forberedt på fremtidig epidemi, siger minister.

Danske myndigheder var ikke godt nok forberedt på, at coronapandemien ville ramme Danmark, da det skete i begyndelsen af 2020.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en skriftlig kommentar.

Mandag retter Folketingets vagthund, Statsrevisorerne, en kritik af Sundhedsministeriet - herunder også Sundhedsstyrelsen - og regionerne.

De bliver blandt andet kritiseret for ikke at have haft planer for, hvordan en pandemi skulle håndteres. Også selv om det er en del af Sundhedsstyrelsens vejledninger, at regionerne skal have sådanne planer.

Magnus Heunicke er enig i kritikken:

- Danmark var ikke forberedt godt nok på en pandemi med covid-19, da Danmark sammen med resten af verden blev mødt af en ny virus.

Han tilføjer:

- Covid-19 krævede en enorm og hurtig omstilling af vores sundhedsvæsen, som vi kan takke vores dygtige medarbejdere i sundhedsvæsenet for.

Beretningen fra statsrevisorerne handler om sygehusberedskabet før og under den første smittebølge med coronavirus. Den fandt sted fra 1. januar til 1. august 2020.

Sygehusberedskabet skal sikre, at sygehusene i tilfælde af for eksempel større ulykker eller pandemier kan omstilles til at behandle ekstraordinært mange syge og tilskadekomne.

Det er sundhedsministeren, der har ansvaret for beredskabet.

Til gengæld ligger ansvar for planlægning og drift hos regionerne.

Statsrevisorerne finder det derudover "meget utilfredsstillende", at ingen af de fem regioner havde planlagt, hvordan de ville sikre forsyningen af værnemidler i tilfælde af en pandemi.

I de første måneder af pandemien var der mangel på værnemidler som mundbind og ansigtsvisirer.

Til gengæld kalder de det "tilfredsstillende", at regionerne alligevel fik skabt kapacitet på sygehusene, så alle coronapatienter kunne behandles.

Det skete, fordi regionerne var i stand til at revidere planerne og med "en stor indsats fra sundhedspersonalet".

Magnus Heunicke siger, at det er afgørende vigtigt, at Sundhedsstyrelsen og regionerne samarbejder om at opdatere og robustgøre regionernes beredskabsplaner baseret på konkrete erfaringer fra håndteringen af corona.

Og Danmark er allerede bedre forberedt end i 2020, siger han:

- Vores sundhedsvæsen og samfund er i dag langt bedre forberedt. Blandt andet med lagre med værnemidler, vacciner, test, analysekapacitet til sekvensering og investeringer i forskning og ny vaccineteknologi.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden