Heunicke forventer at lempe restriktioner for kulturen

Kulturlivet har været lukket siden 19. december. Minister vil lempe på restriktionerne, siger han til TV 2.

Big Bio <i>Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix</i>

Big Bio Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Der er måske udsigt til, at man snart igen kan tage i biografen eller teatret.

Det ser bedre end frygtet ud med corona, og derfor forventer sundhedsminister Magnus Heunicke (S) at kunne lempe på restriktionerne for kulturlivet.

Det siger han tirsdag til TV 2, inden at der onsdag skal være et møde om mulige lempelser med Folketingets partier.

- Regeringens udgangspunkt er, at vi skal kunne åbne så meget som muligt inden for kulturlivet så hurtigt som muligt, siger han.

Blandt andet landets biografer, spillesteder, teatre, museer og kunsthaller blev lukket ned fra 19. december på grund af stigende coronasmitte.

Det gjaldt for fire uger, og nedlukningen udløber altså søndag, hvis ikke den forlænges yderligere.

Det ser dog ud til, at der kan lempes på restriktionerne. Hvilke konkrete steder det kan ske, løfter ministeren ikke sløret for.

Epidemikommissionen, der rådgiver regeringen og Folketinget om corona, er ved at vurdere de enkelte restriktioner.

Ifølge TV 2 sendes vurderingen til Folketingets partier onsdag morgen. Mødet mellem partierne finder sted klokken 11.

Tidligere tirsdag fortalte Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, til Ritzau, at partiet går efter at få sløjet så mange restriktioner som muligt.

Han har bedt ministeriet om tal for, hvor meget omikronvarianten belaster sygehusene.

- Det er jo lidt vigtigt, hvor meget den nye variant belaster sundhedsvæsnet i forhold til, hvilke beslutninger der skal træffes, siger Martin Geertsen.

De Radikale vil meget gerne have højskolerne åbnet igen.

- Det er meget svært at forklare, hvorfor alle andre skoler må åbne, når højskolerne ikke må, siger Christina Thorholm, som er De Radikales sundhedsordfører.

Adspurgt om netop højskolerne siger Magnus Heunicke til TV 2:

- Når jeg siger kulturlivet, så mener jeg, at højskolerne er en vigtig del af kulturlivet, siger ministeren.

/ritzau/

Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk