Højesteretsdommer vil have færre dommere i Rigsretten

20 dommere i stedet for 30 i Rigsretten vil gøre den mindre sårbar, mener Højesterets præsident.

Jens Peter Christensen <i>Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix</i>

Jens Peter Christensen Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Rigsretten bør laves om.

Det mener Jens Peter Christensen, højesteretsdommer og dommer i den nyligt afsluttede rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Til Politiken siger Jens Peter Christensen, at Rigsretten bør udgøres af færre dommere, end tilfældet er i dag. Det vil i hans øjne gøre den mindre sårbar.

Reglerne er i dag sådan, at alle dommere skal være til stede ved alle afhøringer. Det kan være svært, hvis der er 30 dommere.

- Der er større sandsynlighed for, at 1 ud af 30 dommere er syg, end at 1 ud af 20 dommere er syg, så man kan godt skalere ned, siger han.

Desuden vil man som regel nærmest tømme Højesteret for dommere, når der er en rigsretssag. Grundloven siger, at Rigsretten skal have 15 juridiske dommere fra start. Der er 18 dommere i Højesteret. Desuden skal 15 politisk udpegede være med til at afgøre en rigsretssag.

Jens Peter Christensen mener samtidig, at det bør være Folketinget og ikke Rigsretten, der afgør, om en sag er alvorlig nok til at komme i Rigsretten.

Den erfarne dommer mener også, at der skal gøres op med alvorlighedsbetingelsen, der stammer fra rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen i 1995, som mange kender som Tamilsagen.

Det skal ikke være op til dommerne i Rigsretten at afgøre, om en ministers brud på loven er alvorlig nok til at rejse en rigsretssag og en dom. Det bør i stedet være op til politikerne i Folketinget, mener Jens Peter Christensen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Ansat krænkede elever på skole: Her er dommen
Luk