Politik

Holbæk-borgmester er valgt som næstformand i Socialdemokratiet

Christina Krzyrosiak Hansen meddeler på Instagram, at hun er blevet valgt som næstformand i regeringspartiet.

Christina Krzyrosiak Hansen (S) kan nu også skrive næstformand i Socialdemokratiet på visitkortet. (Arkivfoto).
Christina Krzyrosiak Hansen (S) kan nu også skrive næstformand i Socialdemokratiet på visitkortet. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:07

Christina Krzyrosiak Hansen er onsdag blevet valgt som næstformand i Socialdemokratiet, meddeler hun på Instagram.

- Det er en opgave, jeg vil gå til med stor ydmyghed, skriver hun.

Christina Krzyrosiak Hansen er borgmester i Holbæk Kommune.

Socialdemokratiet har to næstformænd. Den anden er folketingsmedlem Mogens Jensen.

Den ene plads som næstformand har været ledig, efter at tidligere Køge-borgmester Marie Stærke er stoppet både som næstformand og i politik.

Hun sagde i februar farvel som næstformand for at blive lobbyist hos konsulentvirksomheden Rud Pedersen.

33-årige Christina Krzyrosiak Hansen har været borgmester i Holbæk siden kommunalvalget i 2017, og hun høster høje stemmetal ved hvert kommunalvalg.

Ved kommunalvalget i 2021 fik hun 18.590 personlige stemmer, hvilket svarede til 46,5 procent af alle gyldige stemmer, der blev afgivet i kommunen.

Ved sidste års kommunalvalg faldt hendes personlige stemmetal en smule til 15.785, men det var alligevel nok til at gøre hende til den største stemmesluger i landet, når man måler i procent på andelen af personlige stemmer i kommunerne.

Da Christina Krzyrosiak Hansen 10. juni annoncerede, at hun gik efter at blive næstformand i Socialdemokratiet, fik hun følgende skudsmål på vejen fra Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen:

- Jeg har kendt Christina i mange år. Først som en ung og ambitiøs socialdemokrat. I dag som en dygtig borgmester og en hårdtarbejdende politiker. Hun er en stærk socialdemokratisk stemme.

- Med et stort engagement i vores fælles velfærd. Forståelse for det kommunale bagland. I det parti, vi begge holder så meget af, skrev Mette Frederiksen dengang på Facebook.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden