Prognoser: Knap hver femte stemte på Moderaterne eller Danmarksdemokraterne
Moderaterne og Danmarksdemokraterne ligger godt over spærregrænsen i valgprognoser fra DR og TV 2.
Opdateret kl. 22:38
Med over halvdelen af stemmerne til folketingsvalget optalt står Moderaterne til 9,2 procent af stemmerne i DR's valgprognose og 8,7 procent i TV 2's prognose.
I samme prognoser står Danmarksdemokraterne, der er Inger Støjbergs parti, til 9,0 procent af stemmerne.
Dermed er det næsten hver femte af de optalte stemmer, der er gået til et af de to nystiftede partier.
En prognose er ikke et endeligt resultat. Det er en fremskrevet analyse baseret på valgstedsmålinger, optalte stemmer og relevante data fra meningsmålinger.
Hvis prognoserne holder stik, kommer Moderaterne i Folketinget "på en måde, hvor man kan mærke forskellen", lyder det fra Lars Løkke Rasmussen, politiske leder for Moderaterne.
Partiet skal ifølge Løkke have modet til at skabe langsigtede forandringer.
- Vores opgave er at bygge bro, samarbejde og justere.
- Danmark har ikke brug for stilstand. Der mangler reformer, forandringer og håb, siger Løkke tirsdag aften.
Der har i valgkampens slutspurt været særligt fokus på Moderaterne, som ikke har villet tilslutte sig nogen blok.
Partiet er lilla, har Lars Løkke sagt, og han vil hverken sige, om han ønsker Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) eller Søren Pape Poulsen (K) som statsminister.
Med de 15-16 mandater, Moderaterne står til at få ifølge valgprognoserne tirsdag aften, ser Lars Løkke ud til at ende i smørhullet mellem blokkene, hvor han med sine mandater kan afgøre, hvem der bliver ny statsminister i Danmark.
Det har dog ført til kritik fra både rød og blå blok, at den tidligere statsminister og V-formand ikke har villet bekende klart kulør.
Eksempelvis siger Mai Villadsen, der er politisk ordfører for Enhedslisten, tirsdag aften, at hun til det sidste håber på et rød-grønt flertal, som kan føre til klimahandling.
- Dér har Lars Løkke Rasmussen nølet i al den tid, han sad ved magten, siger hun.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.