Særligt én værdi har formet Marie Bjerres liv
Det var aldrig planen, at Marie Bjerre skulle blive politiker. Men ministeren blev tvunget til det af Brexit og Trump
Opdateret kl. 10:57
AALBORG: Julen er lige på trapperne, da Marie Bjerre lægger vejen forbi Nordjyskes hovedkontor i Aalborg Øst. Hjemmet ligger ikke langt herfra, men hun skal ikke hjem og bage julesmåkager eller pynte op efter interviewet.
Livet er nemlig blevet radikalt anderledes for den 36-årige Venstre-kvinde. Da hun 15. december blev udnævnt som ligestillings- og digitaliseringsminister i den nye SVM-regering, fik hun nemlig lektier for.
Lær dine nye ressortområder at kende i dybden på kort tid. Vær med til at stable et helt nyt ministerium på benene. Lær embedsværket at kende. Sæt retningen.
Så julen bliver anderledes i år for Marie Bjerre. Men smilet kan ingen tage fra hende.
Det flugter meget godt med, hvordan hun beskriver sig selv - som et meget positivt menneske. Nok også lidt stædig og meget selvkritisk. Men først og fremmest positiv.
Det er også noget af det, der gør, at midtjyden efter 10 år i Nordjylland beskriver landsdelen her højt mod nord som "hjem".
- Nordjylland betyder sindssygt meget for mig. Jeg ved godt, jeg ikke er opvokset i Nordjylland, men i en lille midtjysk by. Men for mig at se er det de samme værdier, det er rundet af. Der er sådan en nordjysk stædighed, man har tillid til hinanden og man er positiv. På alle parametre passer Nordjylland og jeg godt til hinanden, siger hun. Smilet er der igen.
- 36 år, bosat i Frydendal i Aalborg.
- Gift med Jan, der er kaptajn i Forsvaret. Sammen har de døtrene Elisabeth og Leonora.
- Født og opvokset i Rødkærsbro. Gik på gymnasiet i Viborg og har læst jura i København. Har en masteruddannelse i jura fra University of California, Berkeley School of Law.
- Har arbejdet som politisk assistent i Europaparlamentet, advokatfuldmægtig hos Gorrissen Federspiel og advokat hos Storm Advokatfirma.
- Medlem af Folketinget for Venstre siden 2019. Har blandt andet været klima-, social- og erhvervsskatteordfører.
- Nyudnævnt digitaliseringsminister og minister for ligestilling i den nye SVM-regering.
Tillid i hjemmet
At Marie Bjerre fra den lille stationsby Rødkærsbro i Midtjylland overhovedet skulle sidde her som nyslået minister og lade sig portrættere, lå ikke i kortene.
Barndommen var tryg i den lille kernefamilie med mor, far, storesøster og lillesøster. Der var stor tillid til børnene, og højt til loftet.
Det var ikke et decideret politisk hjem, men moren er sygeplejerske, kommer ud af en ærkesocialdemokratisk familie og har stemt derefter hele sit liv - faren var elektroniktekniker, opvokset på en gård og var borgerlig. Da Marie Bjerre som ung blev politisk interesseret og meldte sig ind i Venstres Ungdom, var faren medlem af Konservativt Folkeparti.
Der blev bestemt diskuteret politik i hjemmet, især fordi forældrene var uenige. Men der var altid respekt.
- Jeg kan huske valget i 1998 med Nyrup og Ellemann, hvor mine forældre ikke holdt med den samme. Jeg kan huske afstemningen i 2000 om euroen, hvor de til gengæld var enige om, at vi skulle have euroen.
Det kan være svært at sætte fingeren på, hvad der gør, at man orienterer sig, som man gør rent politisk. Men det med tillid går igen og igen, når Marie Bjerre snakker om sit liv, sine værdier og politik.
Der var tilliden i barndomshjemmet, men der er også den særlige tillid, der hersker i et lille lokalsamfund.
- Der er bare en kæmpe tillid i de her små samfund. Man kender hinanden, man stoler på hinanden. Når man kørte ned til købmanden for at købe mælk med idrætstasken på bagagebæreren, låste man ikke cyklen, siger Marie Bjerre.
Og det er også svaret på, hvorfor det blev Venstre, hun meldte sig ind i som ung.
- Tillid til mennesker. Det er de værdier, partiet er født ud af.
Ikke efter planen
Nok brugte hun barndommen og ungdommen på at være politisk aktiv - i elevrådet, Folkeskoleelevernes Landsorganisation, Gymnasieelevernes Landsorganisation og VU - men hun drømte ikke om at blive politiker.
Heller ikke da hun kort arbejdede i Venstres pressetjeneste, var studentermedhjælper for Troels Lund Poulsen i Folketinget og siden politisk assistent for Jens Rohde i Europaparlamentet.
Det ligner umiddelbart den oplagte og snorlige vej til en parlamentarisk karriere. Men det var aldrig på radaren.
- Jeg har altid interesseret mig for at påvirke strukturerne omkring mig. Det startede allerede i elevrådet i fjerde klasse. I syvende klasse irriterede jeg mig over, at skoleboden stoppede med at sælge pizzaslices. Det var de små ting, hvor drivkraften var at påvirke det, der gik mig på. Det motiverer mig meget at kunne sige, at det har jeg været med til at ændre, forklarer Marie Bjerre, der ikke kan huske, hvorfor pizzaerne skulle af menuen. Hun gætter på, at det nok havde noget med sundhed at gøre.
- Men det var aldrig min plan, at jeg skulle blive politiker. Jeg kan huske, at jeg allerede i folkeskolen sagde, at jeg ville læse jura. Jeg kan ikke huske hvorfor, men det endte det altså med.
Marie Bjerre blev rigtig glad for at studere jura, hvor hun knoklede hårdt. Ungdomspolitikken var lagt på hylden, og sigtekornet rettet mod de mest prestigefyldte advokatkontorer i landet.
Der var lige smutturen til Bruxelles og Europaparlamentet, men det var et tilbud, hun ikke kunne sige nej til.
- Det var så vildt spændende at kunne tage ned og arbejde i Europaparlamentet. Men jeg ville være advokatfuldmægtig efter studierne. Og det blev jeg. Jeg var helt ærligt så glad for det arbejde. Jeg var sikker på, at jeg skulle være det resten af mit liv. Sådan havde jeg det.
Men den unge advokatfuldmægtig fulgte naturligvis stadig med i politik og samfundet. Der var nogle strømninger i Vesten i 2015, der med tiltagende styrke irriterede Marie Bjerre.
Brexit, Trump og hans mure, Marine Le Pen i Frankrig, Geert Wilders i Holland.
- De her strømninger rullede også internt i vores eget parti på det tidspunkt. Jeg syntes, at der var en alt for stor nationalistisk bølge. Og en alt for stor skepsis overfor mennesker. Jeg syntes i virkeligheden ikke, at det var liberalt. Hvor var den der tillid? Og den der åbenhed, som Venstre jo er rundet af? Hvor man handler med hinanden, tror på hinanden og på at det skaber værdi, siger Marie Bjerre og fortsætter:
- Det var meget det værdipolitiske, der motiverede mig. Og følelsen af at udviklingen var forkert, blev bare større og større. Og så tænkte jeg, at det kunne være, at jeg selv skulle prøve at påvirke tingene i den rigtige retning. Jeg kunne simpelthen ikke have, at Venstre blev et alt for nationalistisk og for lidt liberalt parti.
Marie Bjerre er rundet af Uffe Ellemann-Jensens Venstre. Et Venstre baseret på åbenhed og tillid, orienteret mod det internationale samfund og samhandel - ærkeliberale værdier, kalder Marie Bjerre dem.
- Da jeg blev færdig i folkeskolen i 2002 og gymnasiet i 2005, var globaliseringen noget, man talte meget positivt om. Verden var åben for os, og vi havde alle muligheder. Min generation skulle bare ud og opleve verden, siger hun og holder en kort pause.
- Og så sker det her pludselig 10 år senere, som er en direkte modsætning.
Værdipolitikeren
Så den stædige ungdomspolitiker fra den lille stationsby, der aldrig havde overvejet at blive politiker, besluttede sig for, at nu skulle hun ind i politik.
I 2016 blev hun opstillet som folketingskandidat i Himmerlandskredsen, og i 2019 blev hun valgt ind med 8.627 personlige stemmer.
- Det overrasker mig helt vildt, sagde hun dengang til Nordjyske.
Ved valget 1. november i år gik hun på trods af Venstres nedtur frem - 9.744 stemmer blev det til.
Som politiker gennem mere end tre år nu har det været netop værdier, der har været vigtigst for Marie Bjerre.
- Jeg ser mig selv som en værdipolitiker. Jeg har hjertet med, og jeg tænker meget i principper og værdier. Jeg tænker mere på retning og det lidt større billede end enkeltsager, siger hun.
Hun har været i vælten flere gange. Da hun i foråret 2021 blev mor for anden gang, tog hun på et tidspunkt sin ni uger gamle datter med på Christiansborg. Det vakte stor opsigt, og førte også en del kritik med sig. Da datteren var et halvt år gammel, var Marie Bjerres korte barsel ovre. Hendes mand Jan Bjerre Holst, der er officer i Forsvaret, gik så på barselsorlov, og gik hjemme med nyfødte Leonora og storesøster Elisabeth.
- Jeg synes, at debatten om, hvor lang tid, man skal holde barsel som kvinde, er nedgørende over for kvinder. Nogle af kommentarerne er måske velmenende, men jeg skal hele tiden retfærdiggøre, at jeg har valgt ikke at gøre brug af den fulde barsel, og kommentarer som disse er med til at fastholde opfattelsen af, at der kun er én måde, man kan være en god mor på. Den moraliseren finder jeg rigtig ærgerlig. Jeg synes, at jeg er en god mor, sagde Marie Bjerre dengang til Nordjyske.
I dag tænker Marie Bjerre tilbage på nogle af de kommentarer, hun fik med på vejen, med en følelse af urimelighed. Hun understreger, at hun også fik en masse gode og kærlige kommentarer med på vejen. Og dengang som i dag var værdipolitikeren - måske endda værdikrigeren - klar til at tage debatten.
- Det kan fandeme ikke passe, at jeg bliver mødt med de spørgsmål, tænkte jeg dengang. Havde jeg været en mand, så var der ingen, der havde spurgt mig om de ting, jeg skulle svare på. Det er noget, jeg har oplevet hele tiden. Jeg har været det, man kan kalde karrierekvinde. Og så bliver man bare mødt med fordomme.
- Da jeg blev valgt til Folketinget i 2019, var min ældste datter Elisabeth ni måneder. Rigtig mange spurgte, om vi så ikke flyttede til København. Det havde man ikke spurgt mig om, hvis jeg var en mand. For så havde man bare regnet med, at konen gik derhjemme og passede barnet.
Tager du noget af den værdikriger med ind i Ligestillingsministeriet?
- Ja, i allerhøjeste grad. Ligestilling er … Formelt set har vi jo ligestilling. Der er ikke noget, der er til hinder for, at kvinder kan gøre sig lige så gældende som mænd og omvendt. Så det handler for mig meget om kulturen og normerne. Hvis man skal lykkes som ligestillingsminister, bliver man nødt til at have modet til at gå op imod de normer, der er i samfundet, siger hun og fortsætter:
- Så den tilgang håber jeg at kunne tage med ind. Og det handler ikke kun om kvinder. For det er altså en fejl at tro, at ligestilling kun handler om kvinder. Der er sådan set rigtig, rigtig meget i forhold til drenge og mænd, der skal forbedres, siger hun og uddyber:
- Jeg synes, det er meget bekymrende, så mange mænd der mislykkes i bunden af samfundet. Drenge der tabes i folkeskolen. Ligestilling er ikke en kvindekamp. Det må man ikke tro.
Ærlighed er altafgørende
Marie Bjerre er ikke bange for at sige sin mening. Sådan var det i barselsdebatten. Under valgkampen i 2019 talte hun tydeligt imod partilinjen, når hun kritiserede uddannelsesloftet - som hendes parti havde været med til at indføre. Hun har også kritiseret partiets miljø- og klimapolitik. Da Jakob Ellemann-Jensen få dage inden dannelsen af SVM-regeringen sløjfede kravet om en advokatundersøgelse af minksagen, skrev hun sin uforbeholdne mening på Facebook:
- Og lad mig slå det fast: Ingen skattelettelse er stor nok og ingen skolepolitik eller ældrepolitik er liberal nok til at droppe en advokatvurdering af minkforløbet.
Når man snakker med dine folketingskolleger, så fremhæver de, at du er ærlig. Betyder det meget for dig? Også når det måske er upopulært eller går imod partilinjen?
- Det betyder alt. Jeg er gået ind i politik på grund af mine værdier. Og hvis man skal påvirke noget med sine værdier og vise, hvad det er, man står for, så bliver man nødt til at stå ved det og være ærlig. Det er altafgørende.
Er det nogle gange den sværeste løsning at være ærlig?
- Faktisk er det den nemmeste løsning. Fordi hvis man bare er ærlig, kan man altid huske, hvad man har sagt. Og så bliver man heller ikke bange for at blive mødt af gamle citater. For man mener det rent faktisk.
Det er blevet tid til sidste spørgsmål, inden ministeren skal videre og i gang med lektielæsningen.
Mette Frederiksen er blevet beskyldt for magtfuldkommenhed fra alle mulige dele af Folketinget og udenfor Folketinget. Hendes etpartiregering blev beskyldt for at være lukket om sig selv. Hvordan vil du være minister, så du ikke ender med at blive beskyldt for det samme?
- Ærlighed er et af svarene. Noget andet er, at jeg vil være meget inddragende. Jeg har tænkt mig at gøre noget ud af at holde ordførermøder - ikke bare med dem, der er med i vores arbejdsfællesskab, men også med de andre partiers ordførere. Det tror jeg, er sindssygt vigtigt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.