I kamp mod Mette: Støjberg stiller op i Nordjylland
Partiformanden for Danmarksdemokraterne er klar til valg
Opdateret kl. 17:51
Inger Støjberg har valgt at stille op i Nordjylland.
Det skriver hun på Facebook, hvor hun også nævner de øvrige nordjyske kandidater:
Lise Bech, folketingsmedlem
Peter Lindholt, politiassistent, byrådsmedlem
Kristian Bøgsted, montør i Vestas
Blot få uger efter, at den rigsretsdømte Inger Støjberg smed fodlænken, begyndte rygter at svirre om et nyt parti.
Fodlænken havde den tidligere Venstrepolitiker og udlændinge- og integrationsminister båret i 60 dage, som konsekvens af den dom hun modtog i Rigsretten for ulovligt at have adskilt asylpar.
I de seneste meningsmålinger står Støjbergs endnu nystiftede parti, Danmarksdemokraterne, til 10-11 procent af stemmerne ved et kommende folketingsvalg.
Her er et overblik over Danmarksdemokraternes udvikling, siden rygerne om et nyt parti for alvor begyndte at tage fat:
* 17. juni:
Indenrigs- og Boligministeriet oplyser, at de har modtaget to ansøgninger om nye partinavne, der indeholder navnet Inger Støjberg heriblandt navnet "Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg".
* 23. juni:
Inger Støjberg bekræfter, at hun starter partiet Danmarksdemokraterne. Samme dag meddeler flere DF-afhoppere herunder Liselott Blixt, Karina Adsbøll og Hans Kristian Skibby, at de har udfyldt en vælgererklæring til partiet.
* 24. juni:
Et døgn efter Inger Støjbergs bekræftelse af, at hun står bag Danmarksdemokraterne, oplyser Indenrigs- og Boligministeriet, at der er påbegyndt 40.321 vælgererklæringer til partiet. Det er rekordhurtigt. Et parti skal blot have godkendt 20.182 vælgererklæringer, før det kan stille op ved et folketingsvalg.
* 8. juli:
Indenrigs- og Boligministeriet oplyser, at Danmarksdemokraterne har fået godkendt sine vælgererklæringer. Dermed kan partiet stille op til det kommende folketingsvalg.
* 28. juli:
Danmarksdemokraterne får sit første folketingsmedlem, da DF-afhopper Peter Skaarup melder sig ind i partiet.
* 17. august:
Støjberg præsenterer 30 kandidater til det kommende folketingsvalg. Kandidaterne tæller blandt andet de tre tidligere DF'ere Søren Espersen, Hans Kristian Skibby og Jens Henrik Thulesen Dahl.
RitzauAllerede i Folketinget
Selvom det endnu ikke har været muligt at stemme på hverken Inger Støjberg eller andre af Danmarksdemokraternes folketingskandidater, er partiet allerede repræsenteret i Folketinget.
Det er de, fordi syv af deres medlemmer tidligere har været valgt ind i Folketinget som kandidater for Dansk Folkeparti.
Det er tale om Søren Espersen, Jens Henrik Thulesen Dahl, Hans Kristian Skibby, Karen Adsbøl, Lise Bech, Dennis Flydtkjær og Peter Skaarup.