Jurister: Tibet-rapport kan ramme Barbara Bertelsen i minksag
Tibetkommissionens vurderinger er dårligt nyt for departementschef, siger professorer til Jyllands-Posten.
Det er langtfra positivt for Statsministeriet og departementschef Barbara Bertelsen, at Tibetkommissionen for nylig rettede kritik af Udenrigsministeriet og flere embedsmænd.
Bertelsen skal fredag genafhøres om sin rolle i minksagen, og Tibet-rapporten kan ende med at få betydning for Minkkommissionens vurdering.
Det siger to professorer i forvaltningsret til Jyllands-Posten.
Tibetsagen handler i korte træk om, at Københavns Politi brød grundloven, da de fjernede demonstranter ved konkrete besøg fra det officielle Kina.
Men det skete under pres fra Udenrigsministeriet. Også selv om ministeriet ikke har instruktionsbeføjelser over politiet.
Det er den del, der kan spille en rolle i forhold til minksagen.
Da Barbara Bertelsen blev afhørt i Minkkommissionen tilbage i november sidste år, sagde hun tydeligt, at hun mener, at ansvaret for den manglende lovhjemmel lå hos det daværende Miljø- og Fødevareministerium.
Det samme har statsminister Mette Frederiksen (S) fastholdt.
Men når et ministerium går ind i en sag, følger noget af ansvaret med. Det gælder også, selv om sagen ligger uden for ministeriets ansvarsområde.
Både Frederik Waage, Syddansk Universitet, og Michael Gøtze, Københavns Universitet, mener, at Tibetkommissionens vurderinger kan bruges til "en fortolkning af ansvaret i minksagen", skriver avisen.
- I Tibetkommissionens beretning er der ammunition til, at man kan bløde op på tingene, så man kan blive gjort ansvarlig på et område uden for ens eget ministerium.
- Et åbent spørgsmål er dog, om det gør en forskel, at Tibetsagen er kørt på den store klinge, nemlig grundloven, mens minksagen mest handler om nogle specifikke minkregler, siger Michael Gøtze til avisen.
Begge professorer fremhæver desuden, at advokaten Ole Spiermann går igen i både Tibet- og Minkkommissionen.
Han vil formentlig tage sine synspunkter fra Tibetsagen med ind i Minkkommissionen, siger professorerne til Jyllands-Posten.
Det var på et pressemøde 4. november 2020, at statsministeren meldte beslutningen om at aflive mink ud.
Efterfølgende viste det sig, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at kræve alle aflivet.
74 personer i alt er blevet udspurgt om deres rolle i sagen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.