Justitsminister afviser at indvie nævn i detaljer fra lækagesag
Enhedslisten kritiserer, at regeringen er for lukket om lækagesag fra efterretningstjenesterne.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) afviser at orientere Folketingets partier i Udenrigspolitisk Nævn om en sag, der har ført til fængslingen af den hjemsendte spionchef, Lars Findsen.
Det skriver han i et svar til Folketinget. Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, har spurgt, om det var muligt at få en orientering i nævnet eller i en særlig briefing.
Regeringen vurderer ikke, at sagen handler om udenrigspolitiske forhold. Derfor er Udenrigspolitisk Nævn ikke det rigtige forum at orientere om sagen.
Eva Flyvholm kan ikke se argumentet for, at det ikke er udenrigspolitiske forhold. Hun henviser til sagens betydning for Danmarks forhold til andre lande.
- Når justitsministeren afviser, at det her skulle have noget med udenrigspolitik at gøre, så virker det jo absurd. Det handler stort set alt sammen om udenrigspolitik, det der foregår her, siger hun til Ritzau.
Ministeren afviste også mandag i Berlingske at give partierne en orientering i Udenrigspolitisk Nævn.
I folketingssvaret skriver Hækkerup, at regeringen orienterer Udvalget vedrørende Efterretningstjenester om forhold af sikkerhedsmæssig karakter eller udenrigspolitiske spørgsmål, som har betydning for efterretningstjenesterne i Danmark.
Men da der kun er fem af Folketingets 12 partier med i udvalget, mener Eva Flyvholm, at det er for lukket.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.