K udelukker ingen energikilder - heller ikke kernekraft

Der skal forskes mere i blandt andet kernekraft, mener K, mens en fremtrædende folketingskandidat går længere.

- Vi går ikke ind for, at der skal kernekraft på dansk jord, vi går ind for, at der skal udvikles og forskes noget mere. Punktum, siger Mona Juul om De Konservatives holdning til kernekraft. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

- Vi går ikke ind for, at der skal kernekraft på dansk jord, vi går ind for, at der skal udvikles og forskes noget mere. Punktum, siger Mona Juul om De Konservatives holdning til kernekraft. Philip Davali/Ritzau Scanpix

De Konservative vil ikke lukke øjnene for, at eksempelvis kernekraft også kan være en del af løsningen på energikrisen.

Det siger Mona Juul, som er partiets klimaordfører.

- Jeg kan slet ikke se kernekraft på dansk jord for mig. Men jeg kan se, at vi har al mulig grund til at følge, hvordan udviklingen går. Og der er en energikrise, så selvfølgelig skal vi se på alle muligheder.

I weekenden på partiets landsråd blev der vedtaget en indstilling fra Randers Vælgerforening om teknologineutralitet.

Det vil sige, at vejen til at lave energi til stikkontakter med mere ikke skal være bundet til en specifik teknologi.

Vedtagelsen af den indstilling stadfæster egentlig blot partiets politik, pointerer Mona Juul.

- Så man kan sige, at det bare var en konstatering af den førte politik. Det synes jeg selvfølgelig, er rigtig fint. Så er der i det mindste konsensus om, at vi ikke lægger os fast på forskellige forsyningskilder, siger Mona Juul.

Der er dog enkelte kandidater til Folketinget, som vil gå videre.

I et debatindlæg - som endnu ikke er bragt - skriver folketingskandidaterne Isabella Arendt og Per Urban Olsen blandt andet:

- Ja tak til sol, vind og biomasse med mere samt ja tak til kernekraft.

Men de går længere end partiet, slår Mona Juul fast.

- Det er ikke der, partiet er. Det er det ikke. Jeg tror simpelthen, at begejstringen ingen ende ville tage, siger Mona Juul.

- Der er ingen ny melding. Vi går ikke ind for, at der skal kernekraft på dansk jord, vi går ind for, at der skal udvikles og forskes noget mere. Punktum.

Isabella Arendt har tidligere været formand for Kristendemokraterne. Hun meldte sig tidligere på året ud af partiet og stiller nu i stedet op for De Konservative.

Per Urban Olsen stiller op til Folketinget og sidder i kommunalbestyrelsen for De Konservative på Samsø.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) har fået nys om debatindlægget, som TV 2 Østjylland har omtalt.

Han synes, at det er "dybt bekymrende, når to konservative folketingskandidater går ud og siger ja tak til kernekraft", skriver han til Ritzau.

Men det skal han ikke være bekymret over, forsikrer Mona Juul.

- Jeg kan jo ikke bestemme, hvad andre kandidaters holdning er, men jeg kan bare sige, at det ikke er partiets holdning, at der skal bankes kernekraft op nu her, siger Mona Juul.

- Det er der alle mulige grunde til, at vi ikke skal. Vi har valgt en anden vej, men det vi virkelig godt kunne tænke os var, at vi forskede mere, og at vi har øjnene åbne for både kernekraft og også andre forsyningskilder.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.