K vil opløse flere bander og hæve straffen for vold markant

Et nyt udspil fra De Konservative har fokus på bander. Partiet vil også hæve straf for vold med 50 procent.

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, er klar med nye forslag til at komme banderne i Danmark til livs. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, er klar med nye forslag til at komme banderne i Danmark til livs. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De Konservative spiller nu ud med 17 forslag på retsområdet, der blandt andet sigter efter at slå hårdt ned på bander.

I udspillet, der har fået navnet "Lov og orden", vil partiet stramme knivloven, forsøge at opløse flere bander, som det er sket med Loyal To Familia, og så skal straffen for vold og voldtægt hæves med minimum 50 procent.

Er man tidligere dømt for vold eller voldtægt, skal straffen være dobbelt så høj som nu, hedder det i udspillet.

Det handler om retsfølelsen, siger den konservative formand, Søren Pape Poulsen.

- Jeg har det sådan, at retsfølelsen er altafgørende i et samfund. At man som offer skal vide, at en gerningsmand får sin straf, så gerningsmændene ikke kan gå og - havde jeg nær sagt - grine af det, de har gjort, siger Pape.

De Konservative foreslår også, at vanvidskørsel skal straffes hårdere. Vanvidskørsel begået af udlændinge skal, mener partiet, medføre udvisning fra Danmark i minimum et år.

Bandemedlemmer skal også kunne fratages retten til erstatning, hvis de kommer til skade under en banderelateret konflikt, og bandemedlemmer og voldsdømte, der har fået en fængselsdom, skal fratages deres offentlige ydelser.

Udspillet indeholder også et forslag om at lave en langsigtet økonomisk plan for domstolene for de næste ti år. Flere medier har beskrevet, hvordan sager har hobet sig op ved domstolene, og at sagsbehandlingstiderne er for lange.

Kriminalitet ligger ifølge den seneste måling over vælgernes højest prioriterede emner et stykke nede på listen.

I en måling blandt 1096 respondenter foretaget i uge 40 angiver 0,4 procent det som et af de tre vigtigste emner.

Højere ligger udlændingepolitik, som 7,9 angiver som et vigtigt emne.

Adspurgt om netop det siger Pape, at hans parti kommer med mange udspil i en valgkamp.

- Jeg er tidligere justitsminister, og det her ligger mit hjerte meget nært. Jeg brugte næsten hele min justitsministertid på at bekæmpe bander og sætte dem i fængsel, så det betyder noget for mig, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.