Karen Blixen Museum er lukningstruet efter finanslovsudspil

Regeringen vil ikke længere støtte Karen Blixens barndomshjem i finanslovsudspil. Det truer museets eksistens.

Karen Blixen Museet ligger på Rungstedlund, der var den verdenskendte forfatters barndomshjem i Nordsjælland. (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Karen Blixen Museet ligger på Rungstedlund, der var den verdenskendte forfatters barndomshjem i Nordsjælland. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Karen Blixen Museum i forfatterens barndomshjem, Rungstedlund, ser ud til at komme i alvorlig pengemangel.

Museet står til ikke at få forlænget sin midlertidige årlige bevilling på tre millioner kroner i regeringens finanslovsforslag for 2023. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Og det betyder, at museet vil lukke "inden for en overskuelig årrække" ifølge museets direktør, Elisabeth Nøjgaard.

- Støtten har kolossal betydning for os, slår hun fast til Kristeligt Dagblad.

- Det er lige akkurat det minimumbeløb, vi har brug for til at kunne fortsætte med at tjene penge selv og have kræfter til at være i dialog med fonde om bevillinger. Uden den vil vi uvægerligt generere et milliontab år for år, siger Elisabeth Nøjgard.

Museet i Nordsjælland er en selvejende institution, men holdes i live af finanslovbevillingen.

Det skyldes, at museets egen pengebeholdning var ved at slippe op, da finansloven blev forhandlet på plads i 2018.

Blot seks millioner er tilbage i kassen, oplyser direktøren til avisen.

Karen Blixen Museum blev åbnet i 1991 og blev frem til 2019 drevet ved hjælp af forfatterens egen efterladte formue samt indtægter fra salg af hendes bøger og en filmatisering fra 1985.

Ifølge Socialdemokratiets kulturordfører, Ida Auken, skyldes prioriteringen en "meget stram finanslov".

Partiet vil hellere skære "en mindre post" frem for at tage penge fra eksempelvis Nationalmuseet eller Danmarks Radio, forklarer hun til avisen.

Hun nævner dog, at hvis støttepartierne fortsat vil støtte museet, så vil regeringspartiet se "meget positivt på det".

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.