Skole drukner i snavs: Skarp kritik af privat rengøringsfirma
Skolebestyrelse opfordrer kommunen til at tage affære

Formanden for skolebestyrelsen på Biersted Skole, Karl Peder Olesen, kritiserer den kommunale rengøring, som et privat selskab, Kongsvang, står for. Foto: Martél Andersen
BIERSTED:Nullermændene danser og samler sig i større flokke på gulvet. Det er ikke et særsyn, faktisk er det et syn, der dagligt møder børn og medarbejdere på Biersted Skole.
Det halter nemlig med rengøringen, som Jammerbugt Kommune har lagt i hænderne på den private virksomhed, Kongsvang Cleaning & Facility A/S.
Den mangelfulde rengøring har på flere møder været et punkt på skolebestyrelsens dagsorden, oplyser formand Karl Peder Olesen, der er far til to børn i henholdsvis 3. og 6. klasse.
- Det er rigtig, rigtig ærgerligt, at vores børn og skolens ansatte skal gå i snavs, siger han.

Karl Peder Olesen håber, at Jammerbugt Kommune vil gribe ind og medvirke til at løse udfordringen med den mangelfulde rengøring. Foto: Martél Andersen
Ifølge bestyrelsesformanden er der problemer på flere områder - skraldespande, der ikke bliver tømt, gulve der ikke bliver vasket ordentligt, støv der ikke bliver tørret af mv. Desuden har der været problemer omkring opfyldning af toiletpapir og hygiejneposer på skoletoiletterne.
- Den anden dag var der en pædagog, der greb fat i mig, fordi jeg skulle se det store lag af støv i vindueskarmen, og hvor meget snavs der var på døre og vægge ved indgangspartiet. Det ser ikke superpænt ud, det gør det ikke, siger han og tilføjer, at skolens ledelse bruger mange ressourcer på dagligt at indrapportere manglende rengøring af arealer.
- Udover at det er træls, at der er beskidt, er det her noget, der koster meget tid for personalet, og den tid kunne være anvendt bedre.
Karl Peder Olesen er ikke ude på at kritisere rengøringsmedarbejderne, som han mener gør, hvad de kan ud fra den givne tidsramme.
- Jeg kender ikke kontraktens ordlyd, men mit gæt er, at dem, der byder ind på opgaven, har oplyst en pris, der er for lav, for at lande udbuddet, og det betyder, at de ansatte får mindst mulig tid til opgaven, siger han.
Selv om skolebestyrelsen efterhånden har drøftet sagen flere gange, er der endnu ikke sket en forbedring.
Det skyldes, at skolebestyrelsen reelt ikke har så mange handlemuligheder. Derfor appellerer Karl Peder Olesen til, at kommunen griber ind.
- Børnene har deres fulde arbejdsdag på skolen, og derfor skal rammerne være i orden. Der er heller ikke nogen af os, der ville finde sig i, at det så sådan ud på vores arbejdsplads, siger han.
Konkurs har betydet efterslæb
Siden 2020 har rengøringen på skoler, daginstitutioner og administrationsbygninger i Jammerbugt Kommune været udliciteret til to private virksomheder - Kongsvang Cleaning & Facility A/S og Rengoering.com A/S.
Sidstnævnte blev i september sidste år erklæret konkurs, og det har medført et større arbejdspres på Kongsvang Cleaning & Facility A/S.
- Kongsvang var hurtig til at overtage opgaven, men - sådan som vi ser det - har det givet lidt udfordringer i forhold til at få kørt rengøringen af de nye lokationer ind, siger teknik- og forsyningschef i Jammerbugt Kommune, Peter Risegaard Jakobsen, der er bekendt med problemerne på Biersted Skole.
- Vi er i dialog med Kongsvang, som også har iværksat nogle tiltag. Vi kan imidlertid konstatere, at det endnu ikke har haft den forventede effekt.
- Derfor laver vi nu selv en totalgennemgang af skolen i forhold til den nuværende situation, og herefter tager vi en fornyet dialog med Kongsvang.

Biersted Skole er ikke den eneste skole i Jammerbugt Kommune, hvor der er problemer med rengøringen. Det konkluderer en evaluering. Foto: Martél Andersen
Ifølge Peter Risegaard Jakobsen er det dog ikke kun på Biersted Skole, at det halter med rengøringen.
Forvaltningen har fået til opgave at udarbejde en evaluering af rengøringen af de kommunale bygninger, og i den forbindelse har en uvildig rådgiver været ude at besigtige forholdene i december og januar.
- Vi har fået resultatet af den gennemgang, og der kunne vi se, at der generelt ikke var et tilfredsstillende niveau, og vi har haft en snak med vores eksterne rengøringsfirma, som har oplyst, at det skyldes indkøringsproblemer, siger Peter Risegaard Jakobsen og oplyser, at der nu er udarbejdet en handlingsplan for at rette op på situationen.
- For at følge op på denne handlingsplan, er vi pt. i gang med at gennemgå bygningerne igen. Nu er indkøringsfasen overstået, så nu skal rengøringen gerne leve op til det niveau, som kontrakten tilskriver.
- Vi har fokus på sagen
Direktør og indehaver af Kongsvang Cleaning & Facility A/S, Jørgen Hertz, erkender, at der er udfordringer og oplyser, at der fra deres side er fuld fokus på sagen.
- Lige så snart vi fik kendskab til kritikken, satte vi fokus på området, og jeg har selv været med rundt til de forskellige bygninger, og vi gør, hvad vi kan for at rette op på niveauet, siger Jørgen Hertz.
- Der er tilført flere ressourcer, så vi kan sikre, at de to serviceledere kan koncentrere sig fuldt ud om opgaven med at kontrollere rengøringen og instruere nye medarbejdere, og i nærmeste fremtid vil vi foretage kvalitetskontroller for at følge op.
Kontrakten med Kongsvang Cleaning & Facility A/S udløber ultimo december, og herefter skal opgaven igen i udbud. Men inden det sker, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til resultatet af evalueringen, hvilket ventes at ske i juni.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.