Kofod bruger tre gange så mange penge på privatfly som forgænger

I 2021 brugte Jeppe Kofod 3,5 millioner på privatfly ifølge avis. Det skyldes coronakrisen, siger ministerium.

Jeppe Kofod (S) rejste 12 gange som udenrigsminister i privatfly i 2021 for omkring 3,5 millioner danske kroner, skriver B.T. <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Jeppe Kofod (S) rejste 12 gange som udenrigsminister i privatfly i 2021 for omkring 3,5 millioner danske kroner, skriver B.T. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Jeppe Kofod (S) fløj som udenrigsminister 12 gange med private fly for i alt omkring 3,5 millioner danske kroner i 2021.

Det skriver B.T., der har gennemgået ministerens flyrejser.

Til sammenligning brugte Jeppe Kofods forgænger, Anders Samuelsen (LA), omkring 1,1 million danske kroner på syv private fly i 2017 og 2018.

Udenrigsministeriet skriver til avisen, at coronapandemien har gjort det "betydeligt dyrere og mere besværligt at gennemføre udlandsrejser", og det derfor var nødvendigt at chartre private fly.

Ifølge Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, lyder Jeppe Kofods forbrug af privatfly "meget dyrt".

Han fortæller til B.T., at reglerne er sådan, at ministre skal vælge rutefly, når det er muligt. Ved særlige situationer kan der dog bookes private fly i stedet, og det skal skriftligt angives hvorfor.

B.T.'s gennemgang viser, at eksempelvis at udenrigsministeren i maj 2021 fløj med privatfly til Bruxelles i Belgien. Men samme dag var der to afgange fra Københavns Lufthavn til Bruxelles, skriver avisen.

Ifølge Udenrigsministeriet var der dog ikke "et reelt kommercielt alternativ på det tidspunkt som følge af covid-19". Det var "helt ekstraordinært", at der blev booket et privatfly, lyder det videre i en mail til B.T.

I alt tre gange har Jeppe Kofod fløjet med privatfly til Bruxelles, hvor møder i EU-regi finder sted, i 2021.

Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, undrer sig over, at ministeren har rejst med privatfly, når der var mulighed for at rejse med rutefly.

- Man skal ikke gå i alt for små sko her, for selvfølgelig skal udenrigsministeren kunne arbejde og nå frem i tide til sit møde. Og der vil givetvis være situationer, hvor udenrigsministeren er nødt til at chartre et fly. Men hvis ruteflyet er et rimeligt alternativ, skal man ikke chartre et fly, siger Frederik Waage til B.T.

Jeppe Kofod har været udenrigsminister siden regeringsdannelsen efter folketingsvalget i juni 2019. Hvor mange penge, han har brugt på private fly i 2019, fremgår ikke af avisens gennemgang.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.