Kofod venter fuld støtte til Nato-udvidelse trods tyrkisk skepsis

Tyrkiet har forud for et uformelt Nato-møde udtrykt skepsis over for et svensk og finsk medlemskab.

Lørdag rejser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til Berlin for at deltage i et uformelt Nato-møde. Ifølge ham står Europa og særligt Norden i en "historisk situation". (Arkivfoto). <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Lørdag rejser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til Berlin for at deltage i et uformelt Nato-møde. Ifølge ham står Europa og særligt Norden i en "historisk situation". (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Der har lydt kritiske toner fra Tyrkiet, når det kommer til at optage Finland og Sverige i Natos medlemskreds.

Alligevel forventer udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at der er opbakning fra samtlige Nato-lande til, at de to nordiske lande bliver medlemmer.

- De meldinger, som vi har fået, er, at også Tyrkiet ser positivt på et eventuelt svensk og finsk medlemskab.

- Det er det, der er meldt ud i Nato-kredsen. Og det som både den finske og svenske udenrigsminister har været ude at understrege, siger udenrigsministeren.

Siden fredag aften har han været i Estland og blandt andet haft møde med den estiske udenrigsminister.

Senere lørdag rejser ministeren til den tyske hovedstad, Berlin, for at deltage i et uformelt Nato-møde, hvor alliancens udenrigsministre mødes.

Forud for mødet har den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, udtrykt sin skepsis over for at optage Finland og Sverige i Nato.

- Vi har ikke en positiv holdning til det, sagde Erdogan til journalister efter fredagsbønnen i Istanbul.

Dog har Tyrkiet ellers tidligere været positiv over for finsk medlemskab af Nato. Det sagde landets udenrigsminister, Pekka Haavisto, fredag.

Ligeledes har tyrkerne ikke udtrykt deres skepsis direkte til Sverige, skrev den svenske udenrigsminister, Ann Linde, i en kommentar til TT.

Det er krigen i Ukraine, der har sat Nato højt på dagsordenen i de to lande. Begge har endnu ikke indgivet en formel ansøgning om medlemskab.

Imens kræver det et enstemmigt Nato for at blive optaget i alliancen. Og derfor har Tyrkiet reelt mulighed for at blokere for, at de to lande bliver medlemmer.

Det sagde Steen Kjærgaard, major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, fredag.

Ifølge ham kan man som land vælge at afstå fra at stemme, og det er ikke det samme som at stemme imod.

Imens forventer Jeppe Kofod ikke, at der er nogen Nato-lande, som vil blokere for de eventuelle medlemskaber.

Ifølge ham står Europa og særligt Norden i en "historisk situation".

- Vi afventer selvfølgelig den formelle beslutning om at søge medlemskab, siger han.

- Men hvis det sker står vi i en situation, hvor Norden står sammen i Nato og også i EU, hvis Danmark siger ja til at deltage fuldt og helt i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar.

Ministeren henviser til, at der 1. juni skal være afstemning om, hvorvidt Danmark skal afskaffe forsvarsforbeholdet, hvilket blandt andet Socialdemokratiet ønsker.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden