Kommentator: DF presser Støjberg til afklaring med jobtilbud

Et job hos Dansk Folkeparti vil løse flere af Inger Støjbergs problemer, siger politisk kommentator.

Støjbergs værdighed skal til afstemning <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Støjbergs værdighed skal til afstemning Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter i månedsvis at have bejlet politisk til tidligere folketingsmedlem Inger Støjberg har Dansk Folkeparti nu tilbudt hende et job.

Det offentlige jobtilbud er et skub på Inger Støjberg for at melde ud, om hun ser en fremtid i partiet. Samtidig kan det hjælpe hende til at få lov til at afsone med fodlænke, siger politisk kommentator Hans Engell.

- Dette her er formentligt et forsøg på at lægge pres på Inger Støjberg for at beslutte sig ved at give hende nogle muligheder, andre partier ikke har tilbudt hende, siger han.

Dansk Folkepartis ledelse har ikke lagt skjul på, at de gerne ser Inger Støjberg, der før jul blev erklæret uværdig til Folketinget efter en dom på 60 dages ubetinget fængsel, i partiet.

Også muligvis som formandskandidat til det valg, der skal ske 23. januar og hvor der er deadline for kandidater fredag ved midnat. Inger Støjberg selv har ikke meldt noget ud.

- Dansk Folkeparti har gjort alt, hvad de kunne, for at trække hende ind i partiet. Nu begynder deadline at nærme sig og det hele haster, siger Hans Engell.

Et job vil da også løse flere af Inger Støjbergs umiddelbare problemer. For at afsone med fodlænke skal man eksempelvis have et job. Og hun vil samtidigt få en indtægt. Hans Engell noterer sig her, at lønnen i Folketinget er forudbetalt.

- Så det handler både om, at de gerne vil knytte hende til partiet enten som medlem eller ansat. Og undgå, at hun skal afsone i et fængsel, siger Hans Engell.

Samtidigt er behovet for en afklaring fra Inger Støjbergs side taget til i takt med, at formandskampen nærmer sig - og tiden går.

- Jeg begynder at blive meget i tvivl om, hvor Støjberg egentlig står. Der er nu flere andre kandidater, der ikke nødvendigvis trækker sig, bare fordi hun stiller op.

- Der er også efterhånden opstået en lille irritation over, at hun ikke kan beslutte sig. Der er grænser for, hvor langt ned, man vil lægge sig, siger Hans Engell og fortsætter:

- Det hele er lidt surrealistisk i Dansk Folkeparti lige nu. Men de skal jo lande på en eller anden måde.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk