Kommentator: Hvis Løkke melder kulør forsvinder momentum
Moderaterne står i den seneste Voxmeter-måling til 9,2 procent af stemmerne. Det vil give 17 mandater.
Opdateret kl. 09:40
Hvis Lars Løkke Rasmussen vil beholde momentum og holde liv i den fremgang, som partiet oplever i meningsmålingerne i øjeblikket, så vil det være en god idé at holde kortene tæt til kroppen.
Det mener Casper Dall, der er politisk redaktør på Avisen Danmark.
- Hvis først Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne peger på enten blå eller rød blok, så vil noget af tiltrækningskraften forsvinde, vurderer han.
- Jeg tror nemlig, at mange er tiltrukket af håbet om, at han kan få trukket valget og den kommende regering ind mod midten.
I den seneste Voxmeter-måling foretaget for Ritzau står partiet til at få 9,2 procent af stemmerne. Det vil give 17 mandater.
For en måned siden lå Moderaterne under spærregrænsen med 1,8 procent af stemmerne.
- Jeg tror dog ikke, at vi kommer til at se ham pege på den ene, den anden eller den tredje inden valgdagen den 1. november. Heller ikke selv om presset begynder at stige på ham, lyder vurderingen.
Målingen er ifølge Casper Dall med til at bekræfte den politiske krise i den danske befolkning, hvor rigtig mange fortsat tvivler på, hvor de skal sætte deres kryds.
- Med forbehold for at der er tale om en enkelt måling, så ser vi meget store bevægelser i vælgerhavet i de her uger og dage, og det kommer altså Løkke til gode, lyder det.
Casper Dall har svært ved at se, hvad det er i Moderaternes politik, som tiltrækker så mange stemmer. Han kalder den både ukonkret og "kompliceret at forstå".
Derfor tror den politiske redaktør og kommentator også, at det er noget, der vil blive fokuseret mere på i den kommende periode - både fra blå og rød blok.
- Begge blokke har udset ham som det næste dyr på savannen, der skal skydes.
Voxmeter-målingen lægger desuden op til, at det kan blive de nordatlantiske mandater, som kan få betydning for valgets udfald.
Derfor kan Lars Løkke Rasmussen trods fremgang ende med at blive sat helt uden for indflydelse.
- Det er det værste mareridt for ham. For ham handler det jo om at blive tungen på vægtskålen, der kan komme ind i forhandlingslokalet efter valget og vise, hvor han er bedst.
- Men det viser jo også bare, hvor vildt dansk politik er lige nu, hvis vi skal tilbage til noget, der minder om 1998-valget, hvor det også blev de nordatlantiske mandater, som afgjorde det hele, siger han.
Det var blot 176 færøske stemmer, der betød, at Venstre-formanden Uffe Ellemann-Jensen tabte statsministerposten til Poul Nyrup Rasmussen (S) dengang.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.