Kommunen vil spare på hjælpen til udsatte unge: - Hvor skal de så gå hen?

Der er lagt op til en massiv nedskæring hos Ungerådgivningen, der blandt hjælper unge voksne med psykiske lidelser og begyndende misbrug

Marianne Gaarde er tillidsmand i Ungerådgivningen, der hjælper unge voksne med både psykiske og sociale problemstillinger. Nu står samme rådgivning til at blive ramt af besparelser de kommende år. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Marianne Gaarde er tillidsmand i Ungerådgivningen, der hjælper unge voksne med både psykiske og sociale problemstillinger. Nu står samme rådgivning til at blive ramt af besparelser de kommende år. Foto: Martin Damgård

AALBORG:Der bliver fremover færre penge til at hjælpe unge med psykiske lidelser, sociale problemstillinger og begyndende misbrug, hvis politikerne vedtager de besparelser på Ungerådgivningen, der er lagt op til i budgetforslaget for de kommende år. Konkret foreslås det, at man skærer 1,5 millioner kroner i den længerevarende rådgivning, der er et tilbud til unge mellem 18 og 26 med ondt i livet.

Bliver besparelsen vedtaget, ender den længerevarende rådgivning med at have et budget på kun 1,1 millioner kroner om året mod tidligere at have 2,6. Men 1,1 millioner kroner er ikke nok til at løfte opgaven, frygter Marianne Gaarde, der er socialrådgiver og tillidsmand i Ungerådgivningen.

- Den her besparelse vil betyde, det lukkes. For så kan vi ikke opretholde et tilbud til de unge over 18.

Ungerådgivningen har i dag to forskellige rådgivningstilbud til unge voksne. I den åbne rådgivning kan den unge få fire samtaler, mens den længerevarende rådgivning løber over et halvt år. Borgerne skal visiteres for at kunne få et samtaleforløb i den længere rådgivning.

- Det, vi står for, er at forebygge, noget udvikler sig i en uheldig retning, siger Marianne Gaarde og forklarer at de unge, der benytter tilbuddet, som regel kommer med flere problemstillinger. Det kan for eksempel være selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser, ensomhed, ikke opdagede diagnoser eller unge, der har været udsat for overgreb.

- Jeg er bekymret, for de her unge forsvinder jo ikke, hvis vi lukker. Hvor skal de så gå hen for at få den her individuelle hjælp?

- Lukker den længerevarende rådgivning, tænker jeg, vi har en stor gruppe unge, som falder mellem to stole i Aalborg Kommune, siger tillidsmanden.

Der er fem medarbejdere i den længerevarende rådgivning fordelt på socialrådgivere, socialpædagoger og en psykolog. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Der er fem medarbejdere i den længerevarende rådgivning fordelt på socialrådgivere, socialpædagoger og en psykolog. Foto: Martin Damgård

Billig forebyggelse

Ifølge Marianne Gaarde kan spareøvelsen risikere at sende regningen et andet sted hen. Ifølge hende forebygger de nemlig, unge dropper ud af både uddannelse og jobs.

- Man kan godt lave en besparelse her og nu, men det kan afføde nogle højnede udgifter på længere sigt.
Jeg tror, vi er med til at fastholde mange unge i egen forsørgelse.

- Jeg tænker, vi er et forholdsvis billigt tilbud i forhold til, hvad vi forebygger.

Reduceret udgave

Rådmanden for job og velfærd, Nuuradiin Hussein (S), slår fast, det ikke er meningen, den længerevarende rådgivning skal lukke, selvom den beskæres kraftigt. Den skal bevares i en reduceret udgave. Hvis nedskæringen vedtages i byrådet, skal man derefter se på, hvordan rådgivningen fremover kan organiseres for de færre penge, forklarer han. Rådmanden understreger dog, nedskæringen ikke er vedtaget endnu.

- Hvis forhandlingerne ender med, der kun er 1,1 millioner kroner, så skal vi finde ud af, hvordan de bruges klogt og rigtigt. Men det er helt sikkert, der vil være nogle ting, vi ikke skal gøre længere. Så må vi prøve at finde ud af, hvordan vi får skabt et samarbejde med andre, der også kan hjælpe den her gruppe af unge mennesker.

Nuuradiin Hussein henviser blandt andet til en gratis rådgivning for unge, som regionen har etableret, ligesom han også fremhæver kommunens eget Center for Mental Sundhed, der også laver indsatser for unge over 18 år på uddannelsesinstitutionerne.

- Hvis vi står tilbage med en reduceret udgave af den længerevarende rådgivning, skal vi finde ud af, hvordan det så skal organiseres og i givet fald hvem, vi så skal samarbejde med, for at så mange af vores unge mennesker som muligt, får den hjælp, de har brug for, siger rådmand for job og velfærd Nuuradiin Hussein (S). <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

- Hvis vi står tilbage med en reduceret udgave af den længerevarende rådgivning, skal vi finde ud af, hvordan det så skal organiseres og i givet fald hvem, vi så skal samarbejde med, for at så mange af vores unge mennesker som muligt, får den hjælp, de har brug for, siger rådmand for job og velfærd Nuuradiin Hussein (S). Arkivfoto: Lars Pauli

Stramt budget

Job- og velfærdsrådmanden erkender, der er et behov for indsatsen i Ungerådgivningen, men at ressourcerne er knappe, og udvalget har valgt at prioritere indsatsen for børn og unge under 18.

- Hvis vi havde ressourcer nok, kunne vi ikke drømme om at gå ind og skære på det her område. Men når vi står og mangler ressourcer, må vi prioritere de ressourcer, vi har. Det gør, der er nogle, der bliver ramt af de her omprioriteringer.

- De ressourcer, vi frigør, går ikke til andre forvaltninger, de bliver i forvaltningen. Vi står bare i en situation, hvor vi har en børne-familieafdeling med børn under 18, der har det ekstraordinært svært, og de nuværende budgetter rækker ikke ret langt.

Marianne Gaarde mener også indsatsen for børn og unge under 18 år skal styrkes, hun er bare bekymret for, det er på bekostning af de unge, der får hjælp hos hende og kollegerne.

- Bare fordi din fødselsdato siger, du fylder 18 år, forsvinder problemerne ikke. Når først du fylder 18 år, højnes kravene også samtidig med, den hjælp, du kan få, bliver mindre.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Dreng mistede del af finger på skolens legeplads
Luk