Jurist: Hun var inhabil

Kommunens jurister er ikke i tvivl. Maja Torp var inhabil, da hun var med til at godkende førstebehandlingen af en lokalplan, der involverede en grund delvist ejet af hendes kæreste

Kommunens jurister har vurderet sagen og konkluderer, at Maja Torp var inhabil. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Kommunens jurister har vurderet sagen og konkluderer, at Maja Torp var inhabil. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Da Maja Torp i juni måned sad med i byrådssalen til førstebehandlingen af et forslag til en lokalplan for et stort planlagt byggeprojekt i Aalborg-forstaden Sdr. Tranders, burde hun egentlig have forladt salen.

Det ligger nu fast, efter Freddy Falk, kontorchef for Juridisk Kontor i Aalborg Kommune, har vurderet sagen på baggrund af Nordjyskes afsløring af sagen:

- Vi har vurderet inhabilitetsspørgsmålet, og hun var inhabil ved behandlingen, siger han til Nordjyske.

Bag forslaget til lokalplanen står nemlig et selskab, som er delvist ejet af Maja Torps kæreste, ejendomsudvikleren Torben Nielsen.

Da Nordjyske skrev om sagen fredag, var beskeden fra kommunalforsker Roger Buch klar:

Reglerne for inhabilitet siger, at man som politiker skal gøre opmærksom på, man har en nær familierelation, som har en økonomisk interesse i et projekt.

Da Nordjyske første gang rettede henvendelse til Freddy Falk torsdag, sagde han blandt andet:

- Udgangspunktet er, at man selv skal være klar over, hvis der er noget, der kan give anledning til inhabilitet. Så skal man bringe det op, og så bliver det vurderet af juristerne i forvaltningen.

- Jeg må være ærlig og sige, at jeg aldrig har stået i den her situation før. Men vi kommer nok til at kigge på, om Maja Torp har været inhabil eller ej. Jeg vil i hvert fald vende sagen med min chef og høre, om vi skal gøre noget herfra. Og hvilken betydning det kan have haft for sagen.

Maja Torp gjorde ikke nogen opmærksom på, at hun muligvis var inhabil. Det begrundede hun i artiklen fredag med:

- Jeg har ærlig talt ikke styr på, hvad Torben ejer og ikke ejer.

Hun holdt dog fast i, at hun først kunne være inhabil, når der skulle stemmes endeligt om lokalplanen.

Godkendelse af Kommuneplantillæg og lokalplan i Sdr. Tranders <i>Aalborg Kommune</i>

Godkendelse af Kommuneplantillæg og lokalplan i Sdr. Tranders Aalborg Kommune

Det er kommunens jurister ikke enige i, fastslår Freddy Falk, og på den baggrund lægger Maja Torp sig nu fladt ned:

- Jeg har simpelthen ikke været opmærksom nok på, at der har været en sag, hvor jeg har været inhabil. Det må jeg stramme op på og også alliere mig med mine kolleger i By- og Landskabsudvalget fra Venstre, så de kan hjælpe mig med at være opmærksom på, når der kommer noget med, hvor min kæreste kan have en interesse i det.

- Det var først, da jeg blev ringet op torsdag, at jeg blev opmærksom på, at jeg havde siddet med til den her førstebehandling, hvor han havde interesser. Torben og jeg plejer faktisk at sætte os med byrådets dagsorden og kigge den igennem, men det har været en travl tid på det seneste.

- Jeg vægter det selvfølgelig højt, at jeg er habil i alt, hvad jeg er med i. Jeg har også vendt det med chefjuristen før, at jeg hellere vil gå ud for døren en gang for meget end en gang for lidt. Her har jeg simpelthen bare ikke været opmærksom, men jeg vil stramme op og være endnu mere opmærksom på det fremadrettet.

Freddy Falk sagde til Nordjyske, da han blev kontaktet første gang torsdag, at man udover at vurdere Maja Torps mulige inhabilitet, også vil vurdere, om beslutningen i juni stadig vil være gyldig, hvis hun viser sig at have været inhabil.

Den del af undersøgelsen kommer til at tage lidt længere tid, fortæller han til Nordjyske.

- Spørgsmålet om, hvad det har af betydning, at hun har siddet med, er en lidt mere kompleks vurdering, så den arbejder vi stadig på.

Torsdag eftermiddag var Freddy Falks umiddelbare vurdering, at Maja Torps tilstedeværelse ikke har haft en betydning for godkendelsen af forslaget til lokalplanen - der var ingen debat, og beslutningen blev godkendt uden indsigelser.

Fredag eftermiddag er det stadig hans vurdering:

- Min umiddelbare vurdering har ikke ændret sig, men vi skal jo kigge nærmere på det. Det er ikke bare lige sådan noget, vi afgør på en formiddag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Borgmesteren var med, da Søren Thorst betalte 1765 kroner for øl, cider og drinks
Luk