energi og ressourcer

Kommunernes Landsforening: Enkle krav kan sikre hurtig omstilling

Regler og lovgivning skal være enkel, så udfasningen af russisk gas ikke bliver forsinket, lyder det fra KL.

Kommunernes Landsforening (KL) og fjernvarmeselskaberne har brug for optimale rammer, hvis de hurtigst muligt skal have udfaset gasfyrene i de danske hjem.

Tirsdag fremlagde regeringen et reformudspil, der skal sikre, at Danmark bliver uafhængig af russisk gas. Et af forslagene er, at alle danske husstande bliver opvarmet med fjernvarme eller varmepumper.

Det skal kommunerne være med til at sørge for. Og det vil de gerne, lyder det fra formand for KL's Klima- og Miljøudvalg, Birgit S. Hansen, i en pressemeddelelse.

Men man skal prøve at sørge for, at lovgivning, statslige krav og økonomi ikke forsinker processen.

- For eksempel ser vi meget gerne, at man indfører et automatisk "ja tak" til tilslutning til fjernvarme og også forenkler kravene til de forudgående beregninger af, om fjernvarmeudrulningen er samfundsøkonomisk rentabel, siger hun.

KL deler fuldt ud regeringens ambitionen om at få udfaset russisk gas. Men det koster ekstra ressourcer og er en meget stor planlægningsopgave, lyder det.

Regeringens forslag om at få fire gange så meget strøm fra solceller og vindmøller bliver også mødt positivt.

Men det kræver også, at der bliver kigget på rammerne.

Det skal ifølge Birgit S. Hansen ske i samarbejde med både staten og private aktører.

- Samtidig skal der være en større gevinst til de lokalsamfund, der lægger jord til - både gennem udvidet kompensation til de direkte naboer, men også ved at igangsætte konkrete og positive udviklingsinitiativer i lokalområdet, siger hun.

Og så vil KL gerne have politikerne på Christiansborg til at genoverveje sidste års politiske aftale om at liberalisere kommunale forbrændingsanlæg og reducere kapaciteten med 30 procent.

Det er nemlig en både sikker og billig energikilde, når der ikke bliver produceret nok vedvarende energi til, at man er uafhængig af russisk gas.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden