Kompensationsordninger forlænges for kulturlivet

Kulturlivet kan de kommende uger fortsat få kompensation. Det er Folketingets kulturordførere blevet enige om.

Kompensationsordningerne fortsætter for de kulturtilbud, der har været ramt af nedlukning siden midten af december.

Det er kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen og kulturordførerne fra Folketingets partier er blevet enige om onsdag aften.

- Tak til meget bredt flertal for hurtigt at skabe afklaring for genåbning af kulturlivet.

- Med aftalen giver vi kulturlivet tid til at starte op, selv om vi åbner med kort varsel, skriver Ane Halsboe-Jørgensen på sin Twitter-profil.

Forlængelsen af kompensationerne skal sikre, at de kulturtilbud, der ikke kan nå at få solgt nok billetter eller sikre en indtjening inden søndag, stadig kan åbne.

Ordningerne kommer til at løbe i "nogle uger efter genåbningen", sådan at kulturinstitutionerne kan få gang i billetsalget igen, siger kulturordfører for SF Charlotte Broman Mølbæk.

Ud over kompensationsordningerne indføres også en aktivitetspulje. Den giver tilskud til arrangementer, der allerede er planlagt, og som involverer publikum.

Forlængelsen betyder ifølge Charlotte Broman Mølbæk, at mange kulturtilbud får ro og sikkerhed til at åbne op, selv om fristen er kort.

- Så kan de allerede i morgen, når de møder ind, begynde at kigge på, hvordan de håndterer de næste uger.

- Er der for eksempel noget, hvor der er mange publikummer, men hvor man kan skrue ned til færre publikummer, siger hun.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.