Konservative åbner for at inddrage Samsam i FE-undersøgelse

Ahmed Samsam afsoner fængselsstraf for at tilslutte sig terrorgruppe, men var ifølge medier dansk agent.

Formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen og formand for De Konservative Søren Pape Poulsen holder pressemøde om FE-sagen. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen og formand for De Konservative Søren Pape Poulsen holder pressemøde om FE-sagen. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De Konservative og andre blå partier er åbne for at undersøge sagen mod Ahmed Samsam, der er dømt for at tilslutte sig en terrorgruppe i Syrien.

Ifølge flere medier var han dog dansk agent, men sidder nu fængslet på femte år i Danmark.

Formand Søren Pape Poulsen (K) var justitsminister under den politisk og juridisk betændte sag og åbner nu for at inddrage sagen i undersøgelsen af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

- Alt, hvad der vedrører hjemsendelserne, skal undersøges. Hvis der derudover er et ønske om at undersøge Samsam-sagen, bakker Det Konservative Folkeparti fuldstændig op, skriver han i en sms.

Han blev onsdag foreholdt spørgsmålet på et pressemøde om sagen i Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor blå blok har rejst tvivl om, hvorvidt det var en politisk beslutning at hjemsende spionchef Lars Findsen.

I sin bog nævner Lars Findsen en sag, som ifølge flere mediers oplysninger drejer sig om Samsam.

Han skriver, at Papes daværende departementschef, Barbara Bertelsen, ønskede at fremstille Justitsministeriet bedre, end der var grundlag for, i en fortrolig sag, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) og FE arbejdede med.

På pressemødet blev Pape derfor spurgt til sagen, som han ikke ønskede at forholde sig til.

- Hvad der måtte være af alle mulige andre sager, man mener, der skal kigges på, må vi forholde os til efterfølgende.

Spørgsmål: Men vil Konservative afvise, at sagen skal undersøges?

- Jeg vil slet ikke kommentere den sag nu, sagde Søren Pape Poulsen, som dog efterfølgende har sendt en skriftlig kommentar, hvor han er positiv.

Formand Jakob Ellemann-Jensen (V) var på pressemødet åben for at undersøge sagen, men tog dog et forbehold.

- Nu skal vi have undersøgt, hvad hele baggrund for hjemsendelserne i FE-sagen er. Hvis andre sager er relevante i forhold til at få det belyst, må de andre sager være en del af det, sagde Ellemann.

Enhedslisten vil gerne have sagen undersøgt, men det er endnu uvist, om der er et politisk flertal for den del.

Liberal Alliance er også åben.

- Jeg synes sagtens, at man kan undersøge Samsam-sagen også.

- Det er hele sagen. Har man ladt Samsam i stikken. Har man levet op til de forvaltningsretlige principper og retsstatslige værdier, vi gerne vil kendes ved som nation, siger partileder Alex Vanopslagh.

Det har længe været et ønske fra Samsams advokat, Erbil Kaya. Onsdag blev de to partiformænd derfor spurgt ind til sagen, som myndighederne hidtil har været tavse i.

Ifølge blandt andet Berlingske og DR's oplysninger arbejdede Samsam for PET og FE ved at indsamle oplysninger under sit ophold i Syrien.

I 2017 blev han anholdt under en tur til Spanien og senere idømt otte års fængsel for at have kæmpet for den militante bevægelse Islamisk Stat.

Den spanske dom blev i Danmark konverteret til seks år, som han nu afsoner i et dansk fængsel.

Ahmed Samsam har sagsøgt både PET og FE, som han vil have til at vedkende sig samarbejdet.

Retssagen ventes at komme for retten i august 2023.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.