Kritiseret Bramsen: Man kan ikke gøre alle tilfredse

For afgående forsvarsminister Trine Bramsen er det ikke "et stort chok", at nogle var uenige i hendes politik.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den afgående forsvarsminister, Trine Bramsen (S), ser det ikke som "et stort chok", at der er nogle, der har været uenige i hendes politiske visioner i Forsvarsministeriet.

Men man kan ikke gøre alle tilfredse. Sådan er politik.

Det siger Bramsen, i forbindelse med at hun får overdraget posten som transport- og ligestillingsminister tirsdag.

- Men hvis man stopper med at ville ændre noget, fordi man bliver bange, fordi der er nogle, der er uenige, så kan man lige så godt stoppe med at være i politik, siger hun.

Hun fortæller, at det nok også vil være sådan på transportområdet.

Trine Bramsen siger, at hun "er rigtig glad for at være blevet transport- og ligestillingsminister", og at det ligger tæt op ad det, hun gik ind i politik for.

Men det betyder ikke, at hun har noget dårligt at sige om Forsvarsministeriet.

- Jeg kommer ikke til at sige noget dårligt om Forsvaret. Det gør jeg aldrig nogensinde.

- Forsvaret er dybt dedikerede mennesker og helt afgørende for vores tryghed og sikkerhed, siger hun til spørgsmålet om, hvorvidt det er en lettelse at komme væk fra den ministerpost, der de seneste år har skabt en del problemer for hende.

Senest har Bramsens ageren i den igangværende FE-sag ført til kritik. Her er Lars Findsen, hjemsendt chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), fængslet i en sag om lækage af højt klassificerede oplysninger.

Men også en stribe andre sager har præget Bramsens tid i Forsvarsministeriet, hvor hun tiltrådte efter folketingsvalget i 2019.

At hun eksempelvis kaldte forsvarschefen for en styrelseschef, blev taget yderst ilde op i de militære rækker.

Og da hun var til koncert, mens den afghanske hovedstad, Kabul, og omegn bogstaveligt talt stod i flammer sidste år, blev det ligeledes kritiseret fra flere sider.

Ved overdragelsen af Forsvarsministeriet oplister den afgående forsvarsminister, Trine Bramsen, nogle af de mål, som ministeren har nået i løbet af sine ministerperiode - herunder aftaler om både Arktis og veteraner.

- Man kan ikke lave en omelet uden at slå et par æg i stykker, men jeg er stolt over de resultater, vi har opnået sammen, siger Trine Bramsen.

Hun forærer samtidig den nye forsvarsminister, Morten Bødskov (S), skæg og blå briller i gave ved overdragelsen, så han kan håndtere alle de statshemmeligheder, han skal forholde sig til.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden