Lægeforening: Regeringen giver danskerne et ringere sundhedsvæsen
Regeringen må forklare danskerne, at de får et ringere sundhedsvæsen, lyder kritikken efter ny økonomiaftale.
Det danske sundhedsvæsen står til at blive forringet.
Så klar er meldingen fra Lægeforeningen oven på den nye stramme økonomiaftale mellem Danske Regioner og regeringen.
- Vi må konstatere, at regeringen har valgt ikke at afsætte de nødvendige midler, siger Camilla Rathcke, Lægeforeningens formand, i en pressemeddelelse.
- Det er så et valg, man som regering må stå på mål for ved at forklare danskerne, at de kommer til at opleve et ringere sundhedsvæsen, fordi man holder på pengene.
Lægeforeningen konstaterer, at den milliard kroner, der er tilført til regionernes drift, og de knap tre milliarder, der er tilført til anlæg, ikke er i nærheden af, hvad sundhedsvæsenet har behov for.
- Det reelle behov er i omegnen af ekstra investeringer på omtrent 1,8 milliarder til drift samt 6,5 milliarder til opgradering af slidte sygehuse, apparatur, der skal udskiftes med videre – såkaldt anlæg, siger Camilla Ratchke.
Derfor vil sundhedsvæsenet nu ikke kunne leve op til patienter og pårørendes forventninger, lyder det.
Formanden forudser, at det er de svageste patienter, der bliver hårdest ramt af "manglende ressourcer".
- Der vil ikke være penge til at få bugt med de lange ventetider eller få behandlet flere i psykiatrien. Ligesom det bliver tiltagende vanskeligt at tilbyde patienterne den nyeste teknologi og de fremmeste behandlinger og metoder.
- Derfor presser en prioriteringsdiskussion, der handler om mere end dyre præparater, sig voldsomt på. Det må regeringen gøre sig klart og signalere tydeligt og åbent til befolkningen, siger Camilla Ratchke.
Finansminister Nicolai Wammen (S) kalder aftalen for "god og ansvarlig" ved et pressemøde fredag morgen.
- Det er en stram aftale, som afspejler, at Danmark er hårdt påvirket af inflationen, siger han.
Også øgede forsvarsudgifter som følge af krigen i Ukraine har gjort at den økonomiske ramme er mere begrænset til regionerne.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.