Politik

Lars Løkke afviser kritik af søns konsulentjob

Partier har kritiseret, at Bergur Løkke rådgiver en britisk våbenproducent, der forsøger at vinde milliardordre.

Her ses Lars Løkke Rasmussen og søn Bergur Løkke Rasmussen i omfavnelse til valgfest hos Moderaterne i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet i juni 2024. (Arkivfoto).
Her ses Lars Løkke Rasmussen og søn Bergur Løkke Rasmussen i omfavnelse til valgfest hos Moderaterne i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet i juni 2024. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 06:53

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser tilsyneladende ikke det store problem med sin søns nye job, som ellers har mødt kritik.

Det siger han til Politiken, hvor det lyder, at han "ikke ved, hvilket konsulentjob sønnen har".

Kommentaren fra udenrigsministeren kommer, efter at medier har beskrevet, at Løkkes søn, Bergur Løkke Rasmussen, er blevet hyret som rådgiver af den britiske forsvarsvirksomhed Babcock til at stå for kontakten til politikere og ministerier i Danmark.

Babcock er blandt flere forsvarsvirksomheder, der forsøger at vinde en milliardstor ordre, hvor der skal leveres nye fregatter til det danske forsvar til op mod 10 milliarder kroner stykket.

Bergur Løkke Rasmussen har fået Babcock som kunde gennem sit konsulentfirma Spånberg Løkke.

Og ifølge Lars Løkke Rasmussen skal Bergur Løkke Rasmussen "da have lov til" at drive sin virksomhed.

- Jeg går ikke og blander mig i det. Jeg har til gengæld heller ikke nogen dybere indsigt i, hvad det går ud på, siger han til Politiken.

TV 2 og Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at et indkøb i den størrelsesorden, som fregatterne er, vil skulle behandles i regeringens koordinationsudvalg, hvor blandt andre Lars Løkke Rasmussen sidder.

I sidste ende er det dog forsvarsforligskredsen, der skal tage beslutningen om, hvem der skal levere de nye fregatter.

Medlemmer af kredsen har dog kritiseret, at udenrigsministerens søn er rådgiver for en af de leverandører, der kæmper om fregatordren.

Blandt andre fra Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, der over for TV 2 har kaldt det "ren nepotisme".

Også Danmarksdemokraternes forsvarsordfører, Dennis Flydtkjær, har understreget, at det skal "se ordentligt ud", når det handler om milliardstore forsvarsindkøb.

- Derfor er det jo mildest talt problematisk, når udenrigsministerens søn arbejder med interesser tæt på en så stor og politisk følsom sag, skrev han i sidste uge til Ritzau.

Bergur Løkke Rasmussen har selv afvist, at der skulle være tale om et habilitetsproblem, og at han ikke har drøftelser i privat regi med Lars Løkke Rasmussen om, hvad han går og laver.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden