Lektor: Udsatte områder er godt gearet til ukrainske flygtninge

Politisk flertal vil støtte, at ukrainere kan bo i udsatte områder. Det får ikke stor betydning, mener lektor.

Ukrainere defineres som tredjelandsborgere i loven om parallelsamfund. De er omfattet af ghettokriterierne, og derfor må ukrainere i øjeblikket ikke indkvarteres i udsatte boligområder såsom dette - Klarmoseparken i Køge. Det vil politisk flertal ændre. (Arkivfoto). <i>Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix</i>

Ukrainere defineres som tredjelandsborgere i loven om parallelsamfund. De er omfattet af ghettokriterierne, og derfor må ukrainere i øjeblikket ikke indkvarteres i udsatte boligområder såsom dette - Klarmoseparken i Køge. Det vil politisk flertal ændre. (Arkivfoto). Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Et politisk flertal er klar til at støtte en lovændring, som gør det muligt for ukrainske flygtninge at flytte ind i udsatte boligområder.

Umiddelbart kommer det ikke til at spille nogen afgørende rolle for de ukrainske flygtninges integration i Danmark, vurderer Troels Schultz Larsen, der er lektor ved Roskilde Universitet (RUC).

- Overordnet er de her boligområder relativt godt gearet til den opgave. De har nogle stærke samarbejder mellem kommuner, boligforeninger, lokale organisationer og lokale politikere.

- Der er allerede nogle etablerede netværk, og man har erfaringer med at håndtere flygtninge, folk med forskellige sprog og mange forskellige baggrunde. På den måde kan man sige, at der måske endda er en fordel i det.

- Så det er jeg ikke bekymret for, siger han.

Troels Schultz Larsen påpeger dog, at der ikke er mange ledige boliger i de udsatte boligområder. Især ikke i hovedstadsområdet.

Indenrigs- og Boligministeriet oplyser, at der i marts var cirka 3300 ledige almene boliger - heraf 680 i udsatte boligområder.

Til sammenligning arbejder regeringen med et scenarie om, at der kan komme over 100.000 flygtninge fra Ukraine til Danmark på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

Også projektchef Gunvor Christensen fra Vive, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, fremhæver, at de udsatte boligområder er godt trænet i at hjælpe udsatte grupper såsom flygtede ukrainere videre.

- Der er et professionelt lag i de områder her, som gennem mange årtiers arbejde er vant til at skulle se og være opsøgende i forhold til familier, som er i udsatte positioner, som man må sige, at de ukrainske flygtninge er i nu, siger hun.

I områderne bliver der kastet et fintmasket velfærdsnet ud for at finde dem, der har brug for hjælp. Projektchefen pointerer, at det ikke er undersøgt, om man bliver bedre integreret i udsatte boligområder end andre steder.

- Men vi kan se, at i lige præcis udsatte boligområder, som har haft boligsociale indsatser og helhedsplaner gennem mange år, har man simpelthen oparbejdet nogle samarbejdsstrukturer mellem forskellige professionelle, så man kan gøre nettet endnu mere fintmasket, siger Gunvor Christensen.

Det er partierne bag aftalen om forebyggelse af parallelsamfund, der vil støtte en lovændring, så fordrevne ukrainere kan bo i udsatte boligområder.

Det har partierne tilkendegivet over for regeringen, oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet søndag.

Foruden regeringspartiet, Socialdemokratiet, tæller partierne bag aftalen om forebyggelse af parallelsamfund SF, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Mandag fremsættes et forslag om at ændre særloven for ukrainere, så det - så længe særloven gælder - er muligt for kommuner at anvise ukrainske flygtninge til en bolig i udsatte områder, hvis der ikke er andre muligheder.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden