Politik

Line Barfod ville gerne have været overborgmester i København

Enhedslisten blev for andet kommunalvalg i træk størst i hovedstaden. Partier ville have anden overborgmester.

Line Barfod iført rød jakke måtte se Sisse Marie Welling være i centrum, da overborgmesterposten i København skulle uddeles.
Line Barfod iført rød jakke måtte se Sisse Marie Welling være i centrum, da overborgmesterposten i København skulle uddeles. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:12

Line Barfod (EL) blev ikke overborgmester i København, selv om hendes parti igen blev størst.

Hun tager til efterretning, at hun ikke kunne samle et flertal bag sig, så posten i stedet gik til Sisse Marie Welling (SF).

- Jeg havde selvfølgelig rigtig gerne set, at jeg havde fået den, siger Line Barfod ved et pressemøde onsdag på Københavns Rådhus.

- Enhedslisten gik en lille smule tilbage. Vi er stadig det største parti i København, men vi skulle også have et flertal bag os. Det er det afgørende i et demokrati, siger hun.

Enhedslisten fik 22,1 procent af stemmerne i København ved kommunalvalget tirsdag, mens SF blev næststørst med 17,9 procent.

De to partier indgik i en meget bred konstituering i København, som også inkluderer Alternativet, De Radikale, Liberal Alliance, De Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti.

Liberal Alliance var et af de partier, der satte foden ned i forhold til at gøre Line Barfod til overborgmester.

- Når valget har stået mellem Enhedslisten og SF, så har vi valgt at lægge vores lodder i SF's hat, fordi - og det har jeg sagt i hele valgkampen - vi ikke vil gøre Enhedslisten til overborgmester, siger Alexander Ryle (LA) ved pressemødet.

Line Barfod vælger at glæde sig over, at mere end 100 år med socialdemokratisk styre i hovedstaden er forbi.

- Vi har samarbejdet rigtigt godt i vores valgforbund og er gået til forhandlingerne sammen og har siddet meget tæt sammen i mange timer om, hvordan dette skulle gøres.

- Det har været muligt at lave en bred aftale med stort set samtlige partier på Københavns Rådhus, siger hun.

Kun Socialdemokratiet og Frie Grønne står uden for konstitueringsaftalen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden