Løkke: Det er ikke Ukraine og Putin der driver mit ja

Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, der nu er formand for nyt parti, har afgivet stemme.

Partiformand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, trodsede regnvejret for at stemme onsdag eftermiddag. Han anbefaler et ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Partiformand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, trodsede regnvejret for at stemme onsdag eftermiddag. Han anbefaler et ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Philip Davali/Ritzau Scanpix

I silende regn ankom Lars Løkke Rasmussen, der er formand for Moderaterne, onsdag eftermiddag for at afgive sin stemme på Nyboder Skole i København til folkeafstemningen om Danmarks forsvarsforbehold i EU.

Den tidligere Venstre-statsminister anbefaler et ja til at afskaffe forbeholdet, der i dag gør, at Danmark som hovedregel ikke deltager i dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Men selv om afstemningen kommer i kølvandet på Ruslands invasion i Ukraine, ser Løkke mod andre steder i verden, når han argumenterer for at fjerne forbeholdet.

- Jeg håber, at det bliver et ja. Det er selvfølgelig på et bagtæppe af Ukraine og (Vladimir, red.) Putin, men det er ikke det, der driver mit ja. Jeg har i mange år syntes, at vi skulle have den afstemning, siger den tidligere statsminister.

Løkke har blandt andet nævnt EU-samarbejdet i forhold til missioner i Afrika.

- Der, hvor vi skal bruge EU, er til andre problemer, som udfordrer Europa, siger Løkke og begynder at liste op:

- Der er et Afrika, som får fordoblet sit indbyggertal frem til 2050. Der er Balkan, hvor det ulmer. Der er Mellemøsten. Og så er der et USA, som fortsat er vores tætteste allierede, men som jo omvendt også orienterer sig et andet sted hen.

Selv om målingerne tilsiger et ja, tager Løkke det ikke for givet, at det ender med det, da han onsdag eftermiddag selv har stemt.

- Det synes jeg ikke, at man kan være 100 procent sikker på, før stemmerne er talt op, siger han.

Moderaterne blev i marts sikret en plads på stemmesedlen ved næste valg til Folketinget, da partiet indleverede over 25.000 indsamlede vælgererklæringer.

Det blev den foreløbige kulmination på det projekt, som tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen satte i søen i begyndelsen af 2021, efter at han havde meldt sig ud af Venstre.

Her startede han et politisk netværk, der senere udviklede sig til partiet Moderaterne.

Grundlovsdag holder partiet stiftende landsmøde i Vejle. Debatten om forsvarsforbeholdet er således havnet oveni opbygningen af partiet.

- Det er rigtigt, at på søndag stifter vi også et parti, og det kan da godt være, at det, at jeg har deltaget i slutfasen, af denne her debat, gør, at der også kommer lidt mere opmærksomhed om det. Det håber jeg da, siger Løkke.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.