Løkke om ventet valgsejr: Der er brug for et opbrud
Lars Løkke Rasmussen lægger op til dronningerunde efter folketingsvalget, og at regeringen træder tilbage.
Opdateret kl. 23:19
Politisk leder Lars Løkke Rasmussen (M) glæder sig over, at hans nye parti, Moderaterne, ser ud til at få de afgørende mandater i Folketinget ved valget tirsdag.
Det siger han i en tale ved Moderaternes valgfest i København.
- Der er brug for et opbrud, en ny måde at arbejde med tingene på og at tage farten ud af politik, siger han.
Lars Løkke Rasmussen stiftede 5. juni i år Moderaterne efter et langt tilløb.
Den tidligere Venstre-statsminister er gået til valg på at få en bred regering hen over midten, og det ønske kan han meget vel få opfyldt.
Ifølge de foreløbige prognoser kan Moderaterne se frem til at få i omegnen af 15 mandater i Folketinget. Da partiet står uden for både rød og blå blok, kan ingen blok, som det ser ud lige nu, mønstre et flertal på de nødvendige 90 mandater.
- Ud af det har vi skabt et parti, som ikke er imod nogen eller noget, men som er for noget.
- Hvis prognoserne holder nogenlunde, så kommer det her lille nye parti i Folketinget på en måde, hvor man kommer til at mærke forskellen.
- Vi skal ikke fokusere på at flytte et sandkorn, når skovlen er opfundet, og man kan flytte en hel skovlfuld på én gang, siger han.
Lars Løkke Rasmussen siger, at han "i bund og grund er et liberalt menneske".
Alligevel har han insisteret på, at Socialdemokratiet skal være med i en regering efter valget.
Lars Løkke Rasmussen har det dog svært med statsminister Mette Frederiksen (S). I talen siger han, at han regner med, at hun gerne vil fortsætte som statsminister:
- Når statsministeren vil have en bred regering, så tænker jeg, at det først og fremmest er fordi, hun gerne vil være statsminister igen.
- Om hun bliver det, det kan jeg ikke vide, men en ting er sikkert, Danmark skal have en ny regering, siger han.
Løkke siger også, at "nøglerne for en stund skal væk fra statsministeren".
Det kan tolkes i retning af, at han vil kræve, at Mette Frederiksen i første omgang går af, mens en ny regering bliver dannet.
Lars Løkke Rasmussen har tidligere krævet, at der skal iværksættes en uvildig advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i Minksagen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.