Lovgivning forsinker det offentliges inddrivelse af gæld
Gældsinddrivelsen i det offentlige er amputeret på grund af et it-system, viser notat fra Rigsrevisionen.
Opdateret kl. 23:49
Lovgivning spænder ben for, at Gældsstyrelsens it-system kan inddrive gæld på flere forskellige måder fra samme skyldner.
Det fremgår af et notat fra Rigsrevisionen, som Jyllands-Posten har set.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) erkender, at der mangler værktøjer til at inddrive gælden.
- Det er en kæmpe udfordring, og det er noget, der skal arbejdes på og forbedres, siger han til Jyllands-Posten.
Gældsstyrelsen inddriver danskernes gæld til det offentlige. Det kan for eksempel være manglende licens, bøder eller manglende betaling for en plads i en daginstitution.
Problemet er, at man ifølge selskabet bag it-systemet - Netcompany - ikke kan inddrive gæld på flere måder uden omfattende manuel sagsbehandling.
Det kalder man også at bruge flere inddrivelsesskridt.
Inddrivelsesskridt er for eksempel lønindeholdelse, udlæg eller modregning i overskydende skat.
Skatteministeriet oplyser i notatet, at det betyder, at man i praksis ikke bruger flere inddrivelsesskridt.
Det nuværende it-system har aflyst systemet EFI, som blev skrottet i 2015, da det viste sig, at det inddrev tilgodehavender i strid med loven.
Jeppe Bruus siger til Jyllands-Posten, at han ser det som en mulig løsning at forsimple lovgivningen, så den passer til it-systemet.
Gældsstyrelsen har stået for at inddrive danskernes gæld til det offentlige, siden det gamle Skat blev splittet op i forskellige styrelser.
Men Skat havde også en lang række problemer med at inddrive gæld.
Ifølge Rigsrevisionen blev der i 2021 inddrevet 3,7 milliarder kroner gennem det nuværende it-system. Men danskernes samlede gæld steg sidste år med næsten 10 milliarder kroner ifølge Jyllands-Posten.
Ifølge Jyllands-Posten er danskernes gæld til det offentlige er mere end fordoblet på 10 år.
Det er selv om et politisk flertal eftergav gæld for over fem milliarder kroner i 2017, og at politikerne tog igen fat i spørgsmålet om gæld i år. Her besluttede man at halvere renten på gæld til det offentlige.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.