regering og Folketing

Mai Villadsen er urolig for valgresultat og Løkkes indflydelse

Enhedslisten ser ud til at gå tilbage ved folketingsvalget. Mai Villadsen frygter stor indflydelse til Løkke.

Enhedslisten ser ud til at gå tilbage ved folketingsvalget tirsdag, og partiet kan risikere ikke at få indflydelse på et kommende regeringsgrundlag.

Det er konklusionen fra politisk ordfører Mai Villadsen (EL), hvis parti ser ud til at gå tilbage fra de nuværende 13 mandater i Folketinget.

- Der er en kæmpe risiko for, at Lars Løkke ender med nøglen til magten og vil tage den til højrefløjen.

- Det, synes jeg, er en kæmpe fare, selvfølgelig for Enhedslisten, men for hele vores samfund, for klimahandling, for velfærd og alt det, vi kæmper for.

- Jeg er meget urolig for resultatet, jeg kommer til at følge meget tæt med, siger hun ved Enhedslistens valgfest i København.

Moderaterne med tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen som politisk leder ser ud til at komme i Folketinget med i omegnen af 15 mandater.

Partiet vil have en bred regering hen over midten.

Mai Villadsen håber, at Enhedslisten "stadig kan få et godt resultat på nogle af de store stemmesteder i de store byer".

Lars Løkke Rasmussen er ikke hendes kop te.

- Når jeg ser på hans skatteplan og hans drøm om at afskaffe folkepensionen, synes jeg, der er uendeligt langt mellem ham og Enhedslisten, og det ser meget svært ud.

Alligevel vil Mai Villadsen ikke på forhånd afvise at bakke op om en regering, hvor Moderaterne er med. Men begejstret er hun ikke.

- Det kommer til at se uendeligt svært ud. Og hvis nogen regering skal sidde på vores mandater, skal den lave en rød-grøn aftale, som vi kan bakke op om, siger hun.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden