Mai Villadsen håber tvivlere bliver til nej-stemmer
Målinger spår et ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. EL-ordfører håber, at tvivlere vil stemme nej.

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, har ført en kampagne for at stemme nej til onsdagens afstemning om at afskaffe Danmarks forsvarsforbehold i EU. Nu har hun afgivet sin stemme. (Arkivfoto). Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Tager man et kig i meningsmålingerne, ser det ikke godt ud for Enhedslisten onsdag, hvor danskerne går i stemmeboksene for at afgøre, om Danmark skal afskaffe sit forsvarsforbehold i EU.
For målinger peger på et flertal til ja-siden, mens Enhedslisten er et af de få partier, som anbefaler et nej til at afskaffe forbeholdet. Men der er også mange vælgere, som er tvivl helt op til afstemningen.
Og selv om Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, anerkender, at det er op ad bakke at få et nej, håber hun, at tvivlere vil gå i boksen og sætte deres kryds ved nej.
- Vi har jo set før i tiden, hvordan tvivlerne i høj grad har været nede og stemme nej til andre folkeafstemninger. Og det håber jeg, at de vil gøre i høj grad i dag.
- For jeg tror, at mange går rundt med den samme uro i maven, hvis vi afskaffer forbeholdet, siger hun, da hun onsdag eftermiddag afgiver sin stemme på Lergravsparkens skole på Amager i København.
Hun mener, at mange tvivler, fordi det er et svært og komplekst spørgsmål, som vælgerne skal svare på.
- Det er et stort og svært spørgsmål, vi skal tage stilling til i dag. I hvert fald komplekst. For mig er det helt åbenlyst, at man skal bevare forsvarsforbeholdet og derfor stemme nej.
- Men det kan sagtens være, at det ender med et andet resultat, siger Mai Villadsen.
Imens folkeafstemningen er blevet kaldt en gave for en anden nej-siger, DF-formand Morten Messerschmidt, er Enhedslisten nok det parti, der har oplevet den mest turbulente valgkamp internt i partiet.
Udadtil har krigen i Ukraine nemlig markeret et skel mellem de medlemmer af partiet, der ønsker at forlade EU, og de medlemmer, der ønsker, at Enhedslisten skal være med til at ændre EU indefra.
Og det har skabt forvirring, om hvad der er Enhedslistens officielle politik.
Turbulensen endte - i hvert fald udadtil - på Enhedslistens årsmøde i maj. Her var EU og Enhedslistens holdning til unionen de eneste punkter på programmet, og det endte med, at forslagene fra de medlemmer, som vil forandre EU indefra, stod tilbage.
Konkret betyder det, at Enhedslisten ikke er blevet tilhængere af EU, men at de heller ikke længere er direkte modstandere.
Mai Villadsen ser ved afstemningen onsdag tilbage på en valgkamp, hvor der har kunnet diskuteres en masse udenrigspolitik.
- Det har været en god mulighed for os til at få budskabet ud, siger hun.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.