Mai Villadsens vælgertække halter efter forgængerne
Enhedslistens politiske ordfører har fået 10.822 kryds - knap 38 procent af partiets stemmer i sin valgkreds.

Mai Villadsen har fået færre personlige stemmer end sine forgængere på posten som politisk ordfører. Philip Davali/Ritzau Scanpix
Ved de foregående folketingsvalg har det nærmest regnet med stemmer over Enhedslistens frontkvinder.
Mens Pernille Skipper ved valget i 2019 trak 33.024 personlige stemmer, svømmede Johanne Schmidt-Nielsen i henholdsvis 40.425 og 47.002 personlige krydser ved valgene i 2015 og 2011.
Den nuværende politiske leder for partiet, Mai Villadsen, må dog se langt efter samme status som stemmesluger. Ved tirsdagens valg har hun hevet 10.822 personlige stemmer til sig, viser fintællingen af valgresultatet.
Enhedslisten er ved folketingsvalget gået fire mandater tilbage sammenlignet med valgresultatet i 2019 og står nu med ni mandater.
Med til historien hører, at både Pernille Skipper og Johanne Schmidt-Nielsen stillede op i København, hvor Enhedslisten traditionelt står stærkt blandt vælgerne.
Mai Villadsen stiller op i Østjylland. Her har vælgerne særligt peget i en borgerlig retning. Enhedslistens frontfigur når således ikke op på en personlig opbakning, som en række partiledere i blå blok har kunnet mønstre.
I kredsen har Liberal Alliances Alex Vanopslagh hevet 38.284 personlige stemmer hjem, mens Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre har fået 20.945 kryds ud for sit navn.
I alt stemte 28.798 personer på Enhedslisten i Østjylland. Dermed har Mai Villadsen fået personlig opbakning fra knap 38 procent af partiets vælgere i kredsen.
Pernille Skipper stod for knap 44 procent af partiets samlede stemmer i København i 2019, mens Johanne Schmidt-Nielsen i samme kreds hev henholdsvis knap 57 og 66 procent af de samlede stemmer til sig i 2015 og 2011.
I København stiller partiets populære profiler Rosa Lund og Pelle Dragsted op. Rosa Lund fik 9670 personlige stemmer. Mens Pelle Dragsted fik 14.129 personlige stemmer.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.