Mangeårig tradition om enighed om budgetaftale er brudt: - Budget er ikke retvisende, lyder det fra tre partier

Nye Borgerlige, Lokallisten og Konservative har forladt igangværende budgetforhandlinger

John Bjerg, Jørgen Ravn Christensen, Merete Fuglsang Hansen og Johnny Solberg kan ikke tilslutte sig budgettet for 2023 og har forladt de igangværende forhandlinger. <i>Privatfoto</i>

John Bjerg, Jørgen Ravn Christensen, Merete Fuglsang Hansen og Johnny Solberg kan ikke tilslutte sig budgettet for 2023 og har forladt de igangværende forhandlinger. Privatfoto

SLETTESTRAND:Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune er fredag og lørdag samlet på Hotel Højgaarden for at drøfte budgettet for 2023. Der har altid være tradition for, at en enig kommunalbestyrelse har stået bag budgettet, men i år tyder det på, at det ikke bliver muligt at lande en budgetaftale, som nyder bred opbakning.

I hvert fald valgte kommunalbestyrelsesmedlemmerne fra Nye Borgerlige, Lokallisten og Konservative klokken 16 at forlade de igangværende forhandlinger. 

Ifølge en pressemeddelelse som de tre partier har udsendt, har et af kardinalpunkterne været, hvilke forventninger kommunen har til plejepersonalet i ældreplejen. 

- De skal ifølge vores budget løbe stærkere end de anbefalinger, som kommer fra Kommunernes Landsforening. Faktisk så meget stærkere at vi ikke tror, at det er muligt. Dette kan vi ikke være bekendte overfor hverken personalet eller de ældre. De samme stramme krav er også stillet på eksempelvis handicapområdet og andre områder, siger Jørgen Ravn Christensen (K) og bakkes op af Johnny Solberg (C), Merete Fuglsang Hansen (T)) og John Bjerg (Nye Borgerlige).

Jørgen Ravn Christensen påpeger blandt andet det problematiske i, at der bevilges 80 procent af det forventede forbrug inden for ældreplejen.

- Dermed er vi allerede bagud fra start. Selvom vi øger kommunens budgetter kraftigt, lukker vi kun tidligere års underbudgetteringer, påpeger Jørgen Christensen (C).

- Et godt eksempel er, at vi i det aktuelle budget for 2022, skal give ekstrabevillinger på over 30 millioner kroner. Det samme ville vi skulle gøre med budgettet for 2023. Vi laver dermed et budget, der på papiret ser godt ud, men når det rammer virkeligheden, så holder det ikke. Derfor har vi valgt at forlade forhandlingerne, siger han.

- Vi mener ikke, at de fremlagte budgetter er retvisende for kommunens finanser, og der er flere elementer i budget 2023, der indikerer, at der ikke er styr på kommunens budgetplanlægning, siger Jørgen Ravn Christensen (C) og fortsætter.

- Vi tror simpelthen ikke, at det budget, der er fremlagt, viser kommunens reelle økonomi, siger han.

De fire medlemmer af kommunalbestyrelsen slår fast, at deres manglende opbakning til budget 2023 ikke er ensbetydende med ansvarsfralæggelse.

- Vi vil være borgernes garanter for, at budgettet er retvisende, og at der bliver fulgt tæt op på budgetterne, så vi til næste år får et grundlag der afspejler virkeligheden, siger Jørgen Ravn Christensen (C).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.