Politik

Medlemmerne raser: - De er så lede ved den måde, de bliver behandlet på

Afskaffelsen af store bededag og forløbet op til er ikke noget, danskerne glemmer foreløbigt, siger formand for 3F Aalborg, der forstår medlemmers ønske om at løsne politiske bånd til Socialdemokratiet

- Det er en beslutning truffet af folk, som ikke aner, hvordan det er at være på arbejdsmarkedet, eller hvad det vil sige at gå ude på et stillads og knokle året rundt, lyder det fra formand for 3F i Aalborg, Allan Busk. Fotoet her er fra en demonstration i Aalborg.
- Det er en beslutning truffet af folk, som ikke aner, hvordan det er at være på arbejdsmarkedet, eller hvad det vil sige at gå ude på et stillads og knokle året rundt, lyder det fra formand for 3F i Aalborg, Allan Busk. Fotoet her er fra en demonstration i Aalborg. Foto: 3F Aalborg

Opdateret kl. 09:39

Møgbeskidt!

Sådan kalder Allan Busk, formand for 3F Aalborg, det forløb, der er gået forud for i dag, hvor SVM-regeringen og De Radikale går i Folketingssalen og stemmer for at afskaffe store bededag som helligdag. 

- Det er en beslutning truffet af folk, som ikke aner, hvad de taler om, og hvordan det er at være på arbejdsmarkedet, eller hvad det vil sige at gå ude på et stillads og knokle året rundt. Sidste år stemte de for, at pensionsalderen skal stige - alle undersøgelser viser, at folk bliver nedslidte, vi kan ikke blive ved at holde for, siger Allan Busk, der især er ærgerlig over, at beslutningen er truffet uden kontakt til dem, en helligdag mindre rammer hårdt.

Ifølge Aalborg-formanden er afskaffelsen og forløbet op til ikke noget, medlemmerne hurtigt glemmer - tværtimod.

I går afleverede afleverede formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, 475.000 underskrifter imod afskaffelsen til beskæftigelsesminister Ane Halsboe.

Det er deres største underskriftindsamling nogensinde og en reaktion fra danskerne, der ikke kommer bag på Allan Busk - han mærker i høj grad frustrationen blandt de medlemmer, han taler med.

- Jeg har aldrig nogen sinde oplevet en sådan vrede blandt vores medlemmer som nu - aldrig. Og jeg har været i fagbevægelse og politik i 27 år. Folk har simpelthen fået nok. De er så lede ved den måde, de bliver behandlet på - mange døjer i forvejen med at få hverdagen til at hænge sammen. Det er dem, der finansierede finanskrisen og holdte igen med lønstigninger, og så kom corona, og det er de fleste af vores medlemmer, der måtte blive på arbejde. Og så får de denne oven i hovedet som tak for det hele. De er dybt frustrerede, de tror ikke på systemet længere, siger Allan Busk.

Allan Busk, formand for 3F Aalborg. Foto: Claus Søndberg

Beslutning får konsekvenser

For Aalborg-formanden at se sætter beslutningen en ny dagsorden i fagbevægelsen.

- Vi kan ikke længere stole på noget som helst, når vi ikke engang kan stole på, at et parti som Socialdemokratiet vil være med til at bakke op om den danske model og indkalde til treparts-samtaler i spørgsmål som denne. Vi tror simpelthen ikke på, at der i den grad mangler penge, det er et påskud til at få folk til at arbejde mere, siger Aalborg-formanden, der godt forstår de medlemmer, der foreslår at løsne bånd til Socialdemokratiet.

- Jeg er helt enig med dem. Hvis det er sådan her, de har tænkt sig at agere fremover, har vi intet at bruge dem til. 

Jeg kan se, at en række af fagbevægelsens lokalafdelinger ikke ønsker, at socialdemokrater skal holde tale 1. maj. Hvad tænker du om det?

- Vi bruger ikke politiske talere, men havde vi gjort det, var de ikke kommet på talerstolen. Det er klart, at man kan ikke invitere dem med til festen, der lige har slået vores medlemmer ned.

Foto: 3F Aalborg

Flere nye medlemmer

Inden for de seneste to måneder er der kommet 600 nye medlemmer til 3F Aalborg. En del af dem er indmeldt i forbindelse med, at man skulle være indmeldt 1. februar for at komme i betragtning til konfliktstøtte, hvis der udbrød konflikt, men selv efter da fortsætter indmeldingerne.

- Jeg talte med fire af de nye medlemmer i sidste uge, og de begrundede det alle med, at vi er en fagforening, der er synlige og tager kampen op. Vi er ligeglade med, hvem vi kæmper med, hvis nogen generer vores medlemmer, slår vi igen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden