Messerschmidt kritiserer mandatrov men har selv gjort det
I 2007 forlod Messerschmidt kortvarigt DF og tog mandatet med sig. Han kritiserer nu udbrydere for mandatrov.
Formand Morten Messerschmidt (DF) kritiserer de fem folketingsmedlemmer, der forlader Dansk Folkeparti og tager deres mandat med sig som løsgængere.
Da han selv forlod partiet i 2007 efter beskyldningerne om nazistiske slagsange under en våd aften i Tivoli, tog han selv sit mandat med sig.
I knap en måned var han løsgænger på grund af sagen, som han siden blev renset for. Han mener dog ikke, at sagerne kan sammenlignes.
- Dengang var jeg ude i ti dage, hvorefter jeg vendte tilbage. Jeg vil gerne moderere synspunktet og sige, at jeg håber, at de kolleger vender tilbage om ti dage og alternativt overlader mandatet, siger Messerschmidt tirsdag.
Ingen af de fem udbrydere har fået personlige stemmer nok til selv at skaffe et mandat i Folketinget.
De forlader partiet, fordi de er utilfredse med Messerschmidt, der for nylig blev valgt som formand, samt tidligere partileder Pia Kjærsgaard.
Messerschmidt mener, at det var blevet en "drøj start", uanset hvem der var blevet valgt som formand for partiet.
Da Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995, tog eksempelvis Pia Kjærsgaard og senere formand Kristian Thulesen Dahl deres mandater med sig fra Fremskridtspartiet, som nedsmeltede.
Den situation kan heller ikke sammenlignes ifølge Messerschmidt.
- Hvad er det for et andet parti, de her fire (fem, red.) går ind i?
- Situationen er af en lidt anden karakter. Det, vi må forvente, er, at når folk i hovedsagen er valgt på partiets stemmer, at de også i respekt for baglandet vælger at overlade posten til deres førstesuppleant, siger han.
Krisen i Dansk Folkeparti er brudt ud i lys lue i forbindelse med formandsvalget for omkring en måned siden, da Messerschmidt blev valgt som ny formand.
Thulesen Dahl trådte tilbage efter omkring ti år som formand på grund af flere dårlige valg. Han vil ikke garantere, at han er medlem af partiet valgperioden ud.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.