Messerschmidt læste om Thulesens afbud på Twitter
Når Kristian Thulesen Dahl har meldt afbud, må der være en rigtig god grund, siger Morten Messerschmidt.

- Jeg håber og tror på, at der er en rigtig god grund til det, siger formand Morten Messerschmidt (DF), da han onsdag aften ankommer til Christiansborg, om at partifællen Kristian Thulesen Dahl ikke deltager i partifest hos DF på folkeafstemningsaftenen. Philip Davali/Ritzau Scanpix
Morten Messerschmidt (DF) var uvidende om, at hans forgænger på formandsposten i DF, Kristian Thulesen Dahl, ikke deltager i partiets arrangement onsdag aften på Christiansborg.
Det måtte han læse på Twitter, fortæller han.
- Nej, det havde han ikke (fortalt til formanden, red.). Der sker jo ting i familier, der gør, at man lige pludselig disponerer anderledes, siger Morten Messerschmidt.
Derfor kender Messerschmidt heller ikke mere til årsagen bag Kristian Thulesen Dahls prioritering på aftenen for folkeafstemningen om afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdet.
- Jeg håber og tror på, at der er en rigtig god grund til det, siger Messerschmidt, da han ankommer til Christiansborg, hvor han skal holde tale for partiet.
Tidligere onsdag skrev Kristian Thulesen Dahl i en sms til TV 2 og Ekstra Bladet, at han ikke ville deltage.
- Jeg har valgt om af personlige årsager. Der er absolut ingen dramatik eller markering i det.
- For første gang siden 1994 har jeg bare kunnet vælge en gammel familietradition i forhold til valgaftener til, og det har jeg så valgt, skriver Thulesen Dahl.
Den tidligere DF-formand har heller ikke ført kampagne med sit parti. Han har valgt at føre kampagne med Inger Støjberg, som i december blev idømt 60 dages fængsel i Rigsretten.
Morten Messerschmidt kritiserer også Thulesen Dahl for ikke at have deltaget i DF's kampagne.
I en sms til Ritzau skriver Kristian Thulesen Dahl:
- Jeg tænkte faktisk, at det sagtens kunne køre på Borgen uden mig. Jeg er jo fratrådt - og andre er nu i ledelsen af partiet.
- Det er heller ikke mig, der skal spille nogen rolle sådan en aften. Det er - og har altid været - partilederne, der har ansvaret for at udlægge teksten.
- Så jeg forstår faktisk ikke, at det skal have så stor opmærksomhed, skriver han.
Messerschmidt overtog formandsposten i Dansk Folkeparti i januar, efter at Kristian Thulesen Dahl i november 2021 meddelte, at han ville trække sig fra posten.
Messerschmidt vandt et kampvalg om formandsposten, og efterfølgende har seks medlemmer af folketingsgruppen forladt partiet.
- Det er ingen hemmelighed, at partiet har været igennem en tumultarisk periode, siger DF-formanden.
Også Pia Kjærsgaard, som er tidligere formand for DF, undrer sig over Kristian Thulesen Dahls fravær.
- Jeg er overrasket. Det er en stor aften. Men det er jo op til ham selv. Jeg bruger ikke kræfter på det, siger hun.
Kristian Thulesen Dahl er i dag forsvarsordfører for DF.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.