Messerschmidt-sag ventes afgjort til december

Retssag mod Dansk Folkepartis formand skal føres på ny fra 16. november til 19. december.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, får tidligst til december en afgørelse på sin sag om EU-svig og dokumentfalsk. (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, får tidligst til december en afgørelse på sin sag om EU-svig og dokumentfalsk. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, kommer ikke til at få afklaring på sin retssag om svig med EU-midler og dokumentfalsk før tidligst i december.

Det står klart, efter at Retten i Lyngby på sin hjemmeside har oplyst, hvilke dage sagen skal køre.

Der bliver tale om 15 retsdage fra 16. november til 19. december.

Sagen, der også kaldes Meld- og Feld-sagen, er blevet afviklet en gang tidligere og førte til en afgørelse i august sidste år.

Her blev Morten Messerschmidt i første omgang idømt en betinget fængselsstraf på seks måneder.

Østre Landsret fandt dog, at sagen skulle gå om. Det skyldtes, at dommeren i sagen, Søren Holm Seerup, kunne opfattes som inhabil på grund af en række tilkendegivelser på Facebook om Messerschmidt.

Derfor skal sagen igen føres i byretten.

I praksis kommer retssagen til at foregå i lokaler ved Retten på Frederiksberg, ligesom en såkaldt sættedommer, der til daglig arbejder ved denne domstol, skal behandle sagen.

Årsagen er, at retspræsidenten ved Retten i Lyngby har erklæret sig inhabil.

Sagen drejer sig om uberettiget udbetaling af EU-midler til en konference, som skulle holdes i tilknytning til Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i 2015.

Morten Messerschmidt ansøgte om pengene på vegne af partialliancen Meld.

I den nu annullerede første sag fandt en enig domsmandsret i Lyngby 13. august, at der hverken formelt eller reelt blev afholdt en Meld-konference.

Derfor fik pengene karakter af en direkte eller indirekte finansiering af et nationalt parti, hvilket strider imod en forordning.

Sideløbende med, at sagen har kørt siden 2015, er Morten Messerschmidt skiftet fra at være medlem af EU-Parlamentet til at sidde i Folketinget. I januar blev han valgt som partiformand på et ekstraordinært landsmøde.

Siden Messerschmidt blev formand, har seks folketingsmedlemmer forladt Dansk Folkeparti.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.