Messerschmidts plan stemt ned: Skaarup fortsætter som gruppeformand

DF-formand Morten Messerschmidt havde indstillet René Christensen som ny gruppeformand, men blev underkendt.

Dansk Folkepartis folketingsgruppe holder møde <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Dansk Folkepartis folketingsgruppe holder møde Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter lidt over en uge på formandsposten i Dansk Folkeparti havde Morten Messerschmidt tirsdag håbet på at sætte sit første aftryk. Men planen glippede.

Messerschmidts indstilling til en ny gruppeledelse blev ikke fulgt af et flertal i folketingsgruppen, og det endte med to afstemninger, hvor Messerschmidts indstillinger begge gange blev stemt ned.

Det står fast efter tirsdagens gruppemøde.

Peter Skaarup fortsætter som gruppeformand i Dansk Folkeparti. Den post har han haft siden 2012.

Desuden erstatter Hans Kristian Skibby ekspartiformand Kristian Thulesen Dahl i gruppeledelsen på Christiansborg.

Det siger Messerschmidt efter et gruppemødet.

Messerschmidt havde ellers indstillet René Christensen som gruppeformand, men blev stemt ned af et flertal i folketingsgruppen. René Christensen får dog posten som politisk næstformand.

Messerschmidt havde også indstillet Dennis Flydtkjær som nyt medlem af gruppebestyrelsen på i alt fem medlemmer i stedet for Kristian Thulesen Dahl, men også det blev stemt ned.

I valget til gruppeformand fik Skaarup otte stemmer, mens René Christensen fik syv. Én stemte blankt.

I valget til nyt medlem i gruppeledelsen fik Skibby ti stemmer, mens Flydtkjær fik seks. Det oplyser partisekretær Steen Thomsen.

Om at blive underkendt af sin egen folketingsgruppe siger Messerschmidt:

- Jeg har hele tiden sagt, at det vigtige for mig var, at gruppen kunne se sig i det her. Så da der var et ønske om afstemning, var det ikke noget, jeg så som et angreb.

- Der har været splittelse, og nu går der en tid, hvor vi skal findes fælles fodslag.

Den nye gruppeledelse i DF består nu af Morten Messerschmidt, René Christensen, Peter Skaarup, Hans Kristian Skibby og Liselott Blixt. Sidstnævnte sad i gruppeledelsen i forvejen, så Skibby endte med at blive eneste nye ansigt i gruppeledelsen.

Kristian Thulesen Dahl havde i forvejen meddelt, at han ikke ønskede at være en del af ledelsen efter at være stoppet som formand.

Messerschmidt blev valgt som DF-formand 23. januar på et ekstraordinært årsmøde. Han vandt formandskampen foran Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.

Hvis Messerschmidt var lykkedes med sin plan, havde han haft et flertal bag sig i gruppeledelsen, i og med at René Christensen og Dennis Flydtkjær offentligt havde støttet ham i formandsopgøret.

Blixt støttede Merete Dea Larsen, mens Skaarup ikke har meldt ud offentligt, hvem han støttede som ny formand.

Skibby støttede Henriksen.

- Jeg er ikke valgt for at skulle sprede, jeg er valgt for at skulle samle, siger Skibby.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.