Mette F: Arbejdet med mennesker er den fornemmeste uddannelse

I sin tale på S-årsmøde slår Mette Frederiksen igen fast, at lønspørgsmålet i velfærdsjob skal diskuteres.

Socialdemokratiet holder deres årsmøde i Aalborg Kongres <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Socialdemokratiet holder deres årsmøde i Aalborg Kongres Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) tog igen lønspørgsmålet vedrørende offentligt ansatte op under sin tale på Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg lørdag.

- Vi er nødt til at kunne diskutere alt. Også løn, siger statsministeren til klapsalver fra salen.

Tidligere i talen lød det, at velfærdssamfundet risikerer "at smuldre for øjnene af os".

For der kommer flere ældre og børn samtidig med, at der mangler medarbejdere og mange offentlige ansatte går på pension i de kommende år, lyder det.

Derfor skal lønnen nu på bordet også, mener Mette Frederiksen.

- Og løn - ja, det har en betydning. Det har en betydning af, om samfundet anerkender det fornemmeste, man kan uddanne sig til. Nemlig at arbejde med mennesker, siger hun i talen.

Hun slår dog fast, at offentligt ansatte ikke skal være lønførende, og at det ikke handler om at "male fanden på væggen".

- Det meste i vores velfærdssamfund fungerer godt, siger hun.

Allerede lørdag morgen satte Mette Frederiksen til DR for første gang ord på, hvilken gruppe, hun blandt andet ser skal have højere løn.

Det skal være mere økonomisk attraktivt at læse til social- og sundhedshjælper eller -assistent, lød det.

Det skal ske ved, at studerende, der er ved at uddanne sig som såkaldte sosuer, skal have løn frem for SU i den anden del af deres grunduddannelse.

Social- og sundhedshjælper eller -assistenter fylder også i talen lørdag.

Der er ikke nok prestige i faget, lød det blandt andet.

- I er nogle af de allervigtigste for vores samfund, siger Mette Frederiksen til nye klapsalver.

- Det er jer, der passer på os andre, når vi er syge. I er der, den dag vi skal herfra. Og i mange andre af livets allermest sårbare situationer.

I talen varsler Mette Frederiksen også yderligere inflations- og energihjælp til danskerne.

Hun nævner, at en sænkelse af elafgiften er et af de initiativer, som regeringen ser på.

- Vi har ikke tænkt os at se passivt til, når priserne bare stiger, huslejen bliver dyrere, og udgifterne til el og gas eksploderer.

Inden længe vil regeringen også præsentere den "næste store reformplan" under navnet "Danmark kan mere III", varsler hun.

Her vil der blandt andet være fokus på uddannelse.

- Danske unge – I skal være de bedst uddannede i verden, siger statsministeren.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.