Mette F. om udskældt Bramsen: Hun var en dygtig forsvarsminister
Trine Bramsen er ikke længere forsvarsminister. Fremover er hun transport- og ligestillingsminister.

Statsministeren præsenterer ændringer i regering for dronningen, Dronningen Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Væk fra Forsvarsministeriet. Ind som transportminister. Og med titlen som ligestillingsminister med i flytningen. Plus en omgang coronasmitte.
Det byder fredagen på for Trine Bramsen (S).
Hun er en del af den ministerrokade, der er blevet præsenteret fredag efter Benny Engelbrechts (S) exit som transportminister.
Bramsen har længe været kritiseret som forsvarsminister efter en række møgsager.
Men statsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke kritisere Bramsen. Eller sige, at Bramsen er blevet degraderet.
- Jeg mener, at Trine Bramsen har været en dygtig forsvarsminister. Det er ikke et spørgsmål om, at Trine Bramsen ikke er den rette kvinde i Forsvarsministeriet.
- Det er et spørgsmål om, at vi har brug for en ny transportminister, siger Mette Frederiksen ved præsentationen af de nye ministre fredag formiddag på Amalienborg.
Senest har Bramsens ageren i den igangværende FE-sag ført til kritik. Her er Lars Findsen, hjemsendt chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), fængslet i en sag om lækage af højt klassificerede oplysninger.
Men også en stribe andre møgsager har præget Bramsens tid i Forsvarsministeriet, hvor hun tiltrådte efter folketingsvalget i 2019.
At hun eksempelvis kaldte forsvarschefen for en styrelseschef, blev taget yderst ilde op i de militære rækker.
Og da hun var til koncert, mens Kabul og omegn bogstavelig talt stod i flammer sidste år, blev det ligeledes kritiseret fra flere sider. Hun undskyldte efterfølgende og sagde, at hastigheden af Kabuls fald var kommet bag på alle.
Så sent som i mandags deltog Bramsen i et pressemøde med Mette Frederiksen og udenrigsminister Jeppe Kofod om Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det blev en af de sidste opgaver for Bramsen som forsvarsminister.
/ritzau/