Mette F. vil give ukrainerne på slagmarken et EU-perspektiv

Europa har en entydig interesse i, at Ukraine får et europæisk perspektiv, mener statsministeren.

- Vi har en entydig interesse i at holde Ukraine så tæt på som muligt. Det er vigtigt at holde fast i, at der er en række krav, der skal være opfyldt, for at man kan bive medlem, siger Mette Frederiksen (S). <i>Nils Meilvang/Ritzau Scanpix</i>

- Vi har en entydig interesse i at holde Ukraine så tæt på som muligt. Det er vigtigt at holde fast i, at der er en række krav, der skal være opfyldt, for at man kan bive medlem, siger Mette Frederiksen (S). Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Ukrainerne skal have et klart europæisk perspektiv, siger statsminister Mette Frederiksen (S), efter at EU-Kommissionens fredag i en vurdering foreslår EU-landene at give Ukraine status af kandidatland til EU.

- Det er med et meget, meget klart ønske om at få Ukraine tættere på Europa. Det har de brug for at få at vide. Og dem, som står på slagmarken, for at se det, siger Mette Frederiksen efter sin tale på Folkemødet på Bornholm.

Det gør hun, trods en samtidig erkendelse af at Ukraine på en række områder stadig er et godt stykke vej fra at leve op til EU-krav for medlemskab.

- Vi går ind til det her med en positiv tilgang og åbne øjne. Og vi vil rigtig gerne have Ukraine tættere på Europa, men det skal selvfølgelig være med de krav, der gælder for andre lande, siger hun.

Af EU-Kommissionens vurdering fremgår ifølge kommissionsformand Ursula von der Leyen, at Ukraine opfylder 70 procent af betingelserne.

Men der mangler fortsat en række ting inden for retsstaten, antikorruption, fundamentale rettigheder for mindretal og effektiv indsats mod oligarker.

- Vi har en entydig interesse i at holde Ukraine så tæt på som muligt. Det er vigtigt at holde fast i, at der er en række krav, der skal være opfyldt, for at man kan blive medlem, siger Mette Frederiksen.

Flere lande på Balkan er tættere på at være i mål med EU-kravene. Så hvorfor skal man give denne status til Ukraine, der halter efter?

- Vi har lande på Balkan, der også har en interesse, og det er vigtigt, at der gælder de samme spilleregler. Det vigtigste i virkeligheden for os er at give landene et europæisk perspektiv, samtidig med at vi holder fast i, at den dag man går ind ad døren og bliver medlem, der skal man leve op til alle krav. Det er ligegyldigt, hvilket land der er tale om, siger statsministeren.

Venstre har fredag sagt, at partiet også støtter, at Ukraine bliver kandidatland. Formelt skal statsministeren have et forhandlingsmandat fra Folketinget i næste uge.

Mette Frederiksen rejser torsdag 23. juni til Bruxelles for at deltage i et topmøde, hvor EU-landenes stats- og regeringschefer skal tage stilling til EU-Kommissionens anbefaling.

Ukraine indsendte tidligere i år - kort efter Ruslands invasion i Ukraine i februar - en ansøgning om medlemskab af EU. Derpå blev EU-Kommissionen bedt om at vurdere, om Ukraine er klar.

Store lande som Tyskland, Frankrig og Italien har - med den franske præsident, Emmanuel Macron, som talerør - allerede meddelt, at de vil støtte ønsket. Det samme har især lande i Østeuropa.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden