fredsproces

Mette Frederiksen: Gorbatjov nedbrød muren mellem øst og vest

Mikhail Gorbatjov, der var Sovjetunionens leder fra 1985 til 1991, døde tirsdag efter længere tids sygdom.

Den tidligere sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov hyldes af verdens ledere efter sin død tirsdag aften. (Arkivfoto).
Den tidligere sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov hyldes af verdens ledere efter sin død tirsdag aften. (Arkivfoto). Maxim Shemetov/Reuters

Opdateret kl. 11:22

Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, havde modet til at forestille sig et åbent samfund. En bedre verden.

Sådan siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en udtalelse efter hans død. Det skriver Statsministeriet på Twitter.

- Med demokratiske reformer hjalp han med at få nedbrudt muren mellem øst og vest og med at få skabt fred og frihed, lyder det.

Mikhail Gorbatjov, der ledede Sovjetunionen fra 1985 til 1991, hyldes onsdag af verdens ledere for sit mod og integritet. Han døde tirsdag efter længere tids sygdom.

Men den danske statsminister er også bange for, at Ruslands nuværende præsident, Vladimir Putin, er i gang med at ødelægge den fred, som hun mener Gorbatjov var med til at skabe.

- Putins uacceptable aggression og invasion af Ukraine ødelægger den fred og frihed. Verden har brug for politiske ledere, der går foran. Også når det er kontroversielt og besværligt, siger hun.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), kalder Gorbjatov for en pragmatiker, der kæmpede for demokratiske reformer.

- Han spillede en vigtig rolle i afslutningen på Den Kolde Krig, skriver ministeren blandt andet på Twitter onsdag formiddag.

Som landets leder forhandlede han nedrustningsaftaler med USA's daværende præsident, Ronald Reagan. Det bidrog sammen med Sovjetunionens ringe økonomi til afslutningen på krigen.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har især bidt mærke i, at den tidligere sovjetiske leder havde modet til at risikere hele sin karriere til formålet for at skabe en anden fremtid for den russiske befolkning.

- Han troede på glasnost og perestrojka - åbenhed og omstrukturering - ikke bare som slogans, men som vejen frem for befolkningen i Sovjetunionen efter så mange års isolation og afsavn, sagde den amerikanske leder kort efter Gorbatjovs død tirsdag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden