Mette Frederiksen om CO2-afgift: Vigtig brik i grøn omstilling

En ekspertgruppe har tirsdag fremlagt tre modeller til en ny CO2-afgift. Snart venter forhandlinger.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder en reform, der skaber en CO2-afgift, for en afgørende brik i den grønne omstilling. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder en reform, der skaber en CO2-afgift, for en afgørende brik i den grønne omstilling. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) forventer, at erhvervslivet vil bidrage til at opnå klimamålene ved hjælp af en CO2-afgift.

Det siger hun i forbindelse med tirsdagens spørgetime med statsministeren i Folketingssalen.

Tidligere tirsdag foreslog en ekspertgruppe tirsdag tre modeller for en ny CO2 -afgift.

En model er en ensartet afgift, hvilket er den billigste måde for samfundet at mindske udledningen på, samt to differentierede modeller.

De differentierede modeller vil friholde de største udledere og i højere grad ramme de virksomheder, som udleder mindre, da de skal løfte en større del af byrden.

- Næste skridt er en ny og ambitiøs afgift på CO2. Den skal sikre, at de virksomheder, der belaster klimaet, selv betaler deres udledning, siger Mette Frederiksen.

- Den skal sætte endnu mere fart på omstillingen i dansk erhvervsliv. Alle virksomheder skal i fremtiden vælge en klimavenlig produktion. Og udledning af CO2 skal ned.

- En CO2-afgift er både det mest rimelige og den mest effektive måde til at nå vores klimamål. Vi har en klar forventning om, at dansk erhvervsliv både kan og vil bidrage, siger hun.

Anbefalingerne er ifølge Mette Frederiksen "vigtige input til de politiske drøftelser, som regeringen nu vil indkalde partierne til".

Hun udnævner samtidig en CO2-afgift og den skattereform, som den vil være en del af, til at være et de mest afgørende næste skridt i den grønne omstilling.

- Jeg ser det sådan, at en grøn skattereform er en stor og vigtig brik i, at vi fortsætter den grønne omstilling og træffer de næste afgørende beslutninger, hvor CO2-afgiften er en af de allervigtigste, siger statsministeren.

Hun påpeger dog, at ekspertgruppens modeller for en afgift på CO2-udledninger udelader nogle områder, der skal håndteres senere. Det gælder eksempelvis landbrugets udledning af metan og lattergas.

- Der kommer også en del to, der handler om landbruget og CO2-afgift. Og den bliver mindst lige så vigtig for, at vi kan nå 70-procents målsætningen. Og det skal vi, det er hævet over enhver diskussion, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.